FC Midtjylland-Silkeborg 3-3
FC Midtjylland er mester for fjerde gang efter en dramatisk sidste runde, der vil gå over i dansk fodboldhistorie.
Midtjyderne var søndag bagud 0-2 på hjemmebane til Silkeborg, men formåede at vende opgøret i begyndelsen af anden halvleg og få 3-3.
Samtidig havde de brug for hjælp fra AGF, som besøgte Brøndby, og da aarhusianerne vandt 3-2, strøg FC Midtjylland til tops i den hæsblæsende afslutning.
Det nåede at vende mange gange i løbet af aftenen, men da meldingen om Brøndbys nederlag til sidst tikkede ind, og kampen sluttede i Herning, eksploderede MCH Arena i jubel.
FC Midtjylland havde næppe troet, at et enkelt point var nok, og jagtede derfor scoringerne fra start.
Værterne kom da også blæsende ud med flere gode chancer til følge, efter at tågen fra de mange romerlys havde lagt sig, men effektiviteten var komplet fraværende.
Den havde Silkeborg til gengæld medbragt.
Angriberen Tonni Adamsen tog chancen med et langskud, da den bød sig et godt stykke uden for feltet, og han åbnede scoringen på flot vis.
De sorte skyer begyndte i mere end en forstand at blæse ind over Herning.
Brøndby var foran i egen hule, og da Oliver Sørensen helkiksede en clearing på et indlæg, stod det pludselig 2-0 til Silkeborg.
FC Midtjylland var nede i et hul efter selvmålet, men det var nu ikke, fordi evnen til at komme frem til mulighederne manglede.
De offensive folk brændte chancer på samlebånd og efterlod en flok piftende tilskuere, da de gik ud i omklædningsrummet med stærkt begrænsede guldchancer.
Så ændrede fortællingen ellers karakter, og fra minut 46 til 52 gik stillingen på utrolig vis fra 0-2 til 3-2.
Den manglende skarphed fra første halvleg blev afløst af stor koldblodighed fra de midtjyske skytter, som vendte det hele på hovedet.
I pausen var Aral Simsir kommet ind, og han gjorde med det samme ondt på Silkeborgs forsvar.
Den rapfodede kreatør kom til baglinjen og fandt Paulinho, som serverede den på et sølvfad for Franculino.
Den formstærke angriber tændte en gnist med sin reducering, og så gik det stærkt.
Få minutter senere var Ola Brynhildsen på pletten med målet til 2-2, og da Simsir selv lagde bolden kontrolleret i mål langs jorden kort efter, var værterne foran.
Nu handlede det for FC Midtjylland om at køre sejren hjem og have mere end et halvt øje på situationen i Brøndby.
Mens AGF kom foran 3-2, lykkedes det Silkeborg at udligne. På en frisparkskombination hamrede Callum McCowatt bolden i det lange hjørne, og så var spændingen i den grad tilbage.
Brøndbys kamp sluttede, og FC Midtjylland havde i tillægstiden en gylden mulighed for at lukke ballet. Oliver Sørensen brændte dog på noget nær frit mål, men det forhindrede ikke midtjyderne i at trække det længste strå.
OB-Viborg 1-2
Når Superligaen i juli fløjtes i gang igen, bliver det for første gang siden 1998 uden OB på deltagerlisten.
Efter en rædderlig sæson skulle fynboerne lørdag eftermiddag vinde i Viborg og håbe på hjælp fra Hvidovre, som samtidig mødte Lyngby.
Men ingen af delene skete. OB tabte selv 1-2 trods en tidlig føring, og så var det i realiteten ligegyldigt, at Lyngby samtidig fik et point med hjem.
Hvidovre var allerede før kampen sikker på at rykke ned og kan dermed se frem til et gensyn med OB efter sommerferien i 1. division.
Viborg slutter på ottendepladsen og misser dermed playoffkampen om europæisk deltagelse.
OB-træner Søren Krogh har på de seneste haft held med at vende den spille- og resultatmæssige krise ved at skifte formation og satse på flere unge kræfter.
Igen lørdag satte han sin lid til talenterne, og et af dem sørgede for en perfekt start for gæsterne.
Efter et dusin minutter fandt Max Fenger plads i højre side af feltet, og trods en spids vinkel formåede han at hamre bolden højt i nettet til 1-0.
Spillere og stab fløj op fra udeholdets bænk, og den fornyede energi smittede også af på banen. Bare få minutter efter fik en anden ung profil, Max Ejdum, ad to omgange chancen foran mål, men stolpen stod i vejen.
Intensiteten fra OB-spillerne faldt, efterhånden som første halvleg skred frem.
Viborg brugte det fornyede overtag til at komme til et par farlige chancer efter indlæg, men hverken Isak Jensen eller Anosike Ementa var skarpe i feltet.
Viborg fastholdt trykket efter pausen og fik gevinst, da Jakob Vester fem minutter inde i anden halvleg udlignede. OB-forsvaret hev og flåede i Ementa, men angriberen formåede alligevel at finde holdkammeraten, som nemt udlignede.
Kvaliteten manglede længe i OB’s spil, men pludselig opstod alligevel to store muligheder. Først pandede Luca Kjerrumgaard et perfekt indlæg forbi stolpen, og kort efter stod Louicius Don Deedson fri i feltet, men hans skud blev pareret.
Gassen gik så småt af ballonen, og mod slutningen blev det for meget for OB-fansene.
Store brag lød, og en bandereklame brød i brand, da de fynske fans kastede fyrværkeri på banen.
Det førte til en afbrydelse på omkring ti minutter, og i mellemtiden blev OB’s nedrykning en realitet, da Hvidovre-Lyngby sluttede uden mål.
Spillerne kom tilbage på grønsværen i Viborg, men ingen af dem havde noget at fejre, da det endelige fløjt lød.
Lyngby-Hvidovre IF 0-0
Lyngby Boldklub kunne lørdag eftermiddag selv afgøre sin skæbne i Superligaen, og det lykkedes. Dog med besvær.
Klubben skulle bruge et enkelt point på udebane mod Hvidovre IF for at være sikker på at holde OB bag sig, og da der efter slutfløjt stod 0-0 på tavlen, var den mission fuldført.
Pointet betyder samtidig, at OB rykker ud af Superligaen for første gang siden 1998.
Kampen fik ellers en faretruende indledning for Lyngby, der allerede i fjerde minut var lige ved at komme bagud. Simon Makienok fik bolden i en god position midt i feltet, men hans afslutning var for vattet.
Kvalerne fortsatte for Lyngby, da Andreas Bjelland allerede efter ti minutter måtte forlade banen en skade, mens værterne virkede ovenpå.
Lyngby havde ingen pondus på midtbanen, og Hvidovre lignede et hold, der kunne score når som helst. Til alt held for Lyngby var det ikke skarphed, Hvidovre havde taget med til kamp.
Gæsterne arbejdede sig stille og roligt ind i opgøret, og særligt Jonathan Amon blev en konstant sten i skoen på Hvidovre, når han med sine fikse træk forsøgte at udmanøvrere Hvidovres defensiv.
Lyngby imponerede imidlertid heller ikke i området omkring mål, og første halvleg endte uden scoringer.
I anden halvleg blev kampen forvandlet til lidt af an rodebutik. Nervøsiteten var i den grad til at få øje på hos Lyngby, som igen overlod initiativet til Hvidovre.
Flere gange brændte det på, og da Martin Spelmann efter 70 minutter flugtede kuglen mod mål, var det for alvor ved at gå galt. Men Jannich Storch diskede op med en klasseredning.
Faktisk var Jannich Storch meget afgørende for Lyngby. Få minutter efter sin imponerende redning kom han godt ud af sit mål og parerede en afslutning fra Andreas Smed.
Derefter forsvandt intensiteten en smule, og ingen af de to hold virkede voldsomt interesserede i at skabe alverden.
Randers-Vejle 1-0
Randers FC’s sommerferie er udskudt, efter at holdet i sidste spillerunde sikrede syvendepladsen og Europa-playoff med en 1-0-sejr hjemme over Vejle.
Kronjyderne lå inden sidste runde på syvendepladsen og med sejren cementerede Randers topplaceringen i nedrykningsspillet.
Vejle sikrede sig i næstsidste spillerunde overlevelse, og det kunne ses på træner Ivan Prelec’ startopstilling.
Målmanden Nathan Trott, en af sæsonens helt store profiler, var henvist til bænken, da han kun er lejet i klubben og derfor ikke en del af klubben i næste sæson.
I stedet fik Igor Vekic debut i målet, og sloveneren leverede en fremragende kamp mellem stængerne.
Allerede fra kampens start fik keeperen noget at se til mod et Randers-hold i stort spillehumør.
Kronjyderne kom frem til flere store muligheder, men Vekic gjorde en god figur i målet med flere gode aktioner.
Tættest på i første halvleg var Randers efter 35 minutter, da Mohammed Fuseini serverede bolden perfekt til holdkammeraten Muamer Brajanac helt fri i det lille felt.
Igen leverede Vekic i Vejle-målet dog en fremragende redning på Brajanac’ forsøg.
Anden halvleg var ikke en lige så åben affære, men Randers var stadig i den styrende rolle.
20 minutter inde i anden halvleg var hjemmeholdet igen tæt på et føringsmål, da den rutinerede back Björn Kopplin ramte stolpen.
Som afslutningen nærmede sig, blev Randers-presset mere intenst.
Et kvarter før tid kom Viborg foran 2-1 mod OB, og den besked fik de også hos Randers, der med det resultat var tvunget til sejr for at fastholde syvendepladsen.
Der gik dog ikke mere end et par minutter, før hjemmeholdet kom på sejrskurs og tilbageerobrede playoffpladsen.
Et Randers-hjørnespark endte i hovedet på Raul Albentosa, der sendte bolden den forkerte vej og i eget mål.
Få minutter efter fik Mohammed Fuseini muligheden for at cementere hjemmeholdets sejr på en friløber, men endnu en gang hev Igor Vekic en flot redning frem i målet.
Fire minutter før tid fik Fuseini en ny friløber. Denne gang trak Vejles Marius Elvius i nødbremsen og rev angriberen om kuld, hvilket kostede en tidlig tur i bad.
Det slog den sidste luft ud af Vejle, der ikke havde meget at komme med i slutminutterne, hvor Vekic i målet igen afviste flere store Randers-omstillinger.
ritzau




























