Álvaro Morata og Rodri risikerer karantæne for at have sunget om Gibraltar midt i EM-fejringen.

To af Spaniens største stjerner risikerer karantæne for sang

Alvaro Morata var anfører for de spanske europamestre. Rodri (i midten) spillede nøglerolle og blev kåret til EM's bedste spiller. Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Alvaro Morata var anfører for de spanske europamestre. Rodri (i midten) spillede nøglerolle og blev kåret til EM's bedste spiller. Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Spaniens nykårede europamestre må muligvis undvære stjernerne Rodri og Álvaro Morata i første del af efteråret.

Duoen risikerer således karantæne for at have sunget ’Gibraltar er spansk’ undervejs i deres fejring af EM-titlen i Madrid mandag i denne uge.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har bekræftet, at man har udpeget en etik- og disciplinærinspektør til at se nærmere på sagen, og ifølge det spanske medie Marca er strafferammen op til to kampes karantæne.

De kan i så fald blive afsonet i udekampene mod Schweiz og Serbien i Nations League i september.

Sagen er opstået efter en klage fra fodboldforbundet i Gibraltar, som kalder råbene for »ekstremt provokerende og hånende«.

»Der er ikke plads til opførsel af denne natur i fodbold«, skriver forbundet blandt andet på sin hjemmeside.

Karantæne til tyrkisk spiller

Spanien overdrog i 1713 Gibraltar til Storbritannien. I nyere tid har indbyggerne i Gibraltar to gange med overvældende flertal stemt for at forblive under britisk styre ved folkeafstemninger.

Spanien slog søndag England 2-1 i EM-finalen i Berlin.

Uefa har flere gange tidligere slået ned på politiske ytringer i forbindelse med kampe i sine turneringer.

Under EM fik den tyrkiske spiller Merih Demiral to spilledages karantæne for en målfejring, hvor han løftede armene op og strakte pege- og lillefinger i vejret på begge hænder.

De to hænder i luften symboliserer ulveører.

Det er eftersigende en hilsen, som bruges af den ultranationalistiske gruppering ’Grey Wolves’ på den yderste højrefløj i Tyrkiet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her