Ude på ruten vil man kunne se en manager for en gruppe af løberne sidde omvendt bag på en motorcykel med et stopur og give pacerne besked om, hvor godt eller dårligt de passer deres arbejde. Og arbejdet består i at holde præcis den fart, der skal til for, at de bedste til sidst kan komme i nærheden af verdensrekorden på halvmaraton.
Den gældende rekord hos mændene for de 21,0975 kilometer er noteret til 58 minutter og 23 sekunder (!) og tilhører Eritreas lille, men store løberikon Zersenay Tadese, der leverede præstationen i Lissabon for syv et halvt år siden. Den holdbarhed er der nogen, der gerne ser en sidste salgsdag på, og for arrangøren Sparta må det gerne være 17. september 2017.




























