Artiklen er opdateret kl. 19.51.
Anders Antonsen er for anden gang i karrieren klar til finalen i Denmark Open i Odense. Lørdag var der således kun minimal slinger i valsen, da han slog japanske Kenta Nishimoto 21-15, 21-14 efter en meget overbevisende præstation.
Antonsen blev efter Viktor Axelsens exit torsdag den højst rangerende tilbageværende spiller, og indtil videre har han levet fint op til favoritværdigheden. Således også lørdag, hvor sejren var hans mest overbevisende i turneringen hidtil. Især fysisk var danskeren ovenpå.
»Jeg var glad for mine ben. De føltes ganske gode. Efter tre kampe med tre sæt var det ingen selvfølge. Jeg var meget glad for den krop, jeg troppede op med, og at det endte med en sejr i to sæt«, siger Antonsen til TV 2 Sport.
I 2020 strøg Antonsen helt til tops i Odense efter sejr over barndomsvennen Rasmus Gemke i finalen. Det skete for tribuner, der i en coronatid var meget sparsomt besat, og i et felt spækket med afbud.
Søndag vil arenaen i Odense uden tvivl være noget mere levende, når Koki Watanabe venter i finalen. Japaneren, der er nummer 13 i verden, slog lørdag den 19-årige franske komet Alex Lanier i to sæt.
»Denmark Open er et af de steder, hvor jeg som dansker helst vil vinde. Siden min sejr i 2020 er jeg mødt op med småskader og har ikke haft det specielt fedt i mange år, så jeg glæder mig sindssygt meget«, siger Antonsen.
Ligesom Antonsen havde Nishimoto vundet sine hidtil tre kampe i turneringen i tre sæt, og med sejre over Anthony Ginting, Rasmus Gemke og 2023-vinderen Hong Yang Weng vist stor styrke.
Det var også tilfældet i perioder lørdag. Antonsen startede fremragende og virkede med 11-5 ved sætpausen til at være i fuld kontrol med opgøret. Men Nishimoto fik gjort duellerne lidt længere, og ved 13-15 havde han næsten kontakt. Men til stor glæde for størstedelen af hallen oppede aarhusianeren sig og tog et forholdsvist sikkert sæt.
I andet sæt virkede Nishimoto knækket. Antonsen var ovenpå på alle parametre og kørte sin modstander rundt med meget fokuseret og tålmodigt spil, når det var nødvendigt. Især fysisk var danskeren et niveau eller to over en i stigende grad meget slidt japaner, og efter en lille times spil var det slut.
Søndagens finale er Antonsens femte i 2024. Han har indtil videre føjet tre sejre til cv’et.
Double måtte knokle for finaleplads
Også den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup er klar til finalen i Denmark Open. Lørdag eftermiddag vandt danskerne sin semifinale i tre sæt med cifrene 22-20, 18-21, 21-11 over Fajar Alfian og Muhammad Ardianto fra Indonesien.
Den andenseedede danske duo spillede i starten for kort, når den kom i defensiven, og danskerne skulle samtidig virkelig trykke til for at vinde point. Indoneserne stressede samtidig den danske double ved typisk at slå bolden mod den samme dansker på den anden side af nettet.
Det var et svagt punkt i danskernes defensiv, og blandt andet derfor bragte indoneserne, der også var bedre rent teknisk, sig foran 15-8 i første sæt. Danskerne havde svært ved at skjule frustrationerne, og ved stillingen 20-17 havde indoneserne sætbold. Men med hurtigt tempo og flere svipserver kæmpede danskerne sig tilbage og udlignede, inden comebacket blev fuldendt og sættet vundet i første forsøg.
I andet sæt skiftedes parrene til at indtage føringen. Fajar Alfian rev danskerne rundt ved nettet, men der var mere plads at spille på, når det var Muhammad Ardianto, der bevægede sig fremad.
Kim Astrup tog typisk alle de rigtige valg ved at spille kort, mens Anders Skaarup trykkede til i sin smash. Alligevel lykkedes indoneserne i sidste ende med at bringe sig foran med tre og tog sættet.
Danskerne havde for første gang i kampen opbygget en solid føring ved stillingen 11-5 i tredje sæt. Kim Astrup tog fuldstændig teten ved nettet fra Fajar Alfian, inden to returneringsfejl ødelagde lidt af danskernes føring.
Den danske fjerduo fik fuld opbakning fra tilskuerne i Odense, da den ved stillingen 20-10 i dansk favør spillede sig frem til hele ti matchbolde. Der skulle to til, før kampen blev afgjort.
Danskerne skal i finalen søndag møde den kinesiske duo Liang Wei Keng og Wang Chang, der ligger nummer ét på verdensranglisten.
ritzau
fortsæt med at læse


























