Det blev ikke til karrierens tredje individuelle EM-titel til den danske badmintonspiller Anders Antonsen. Aarhusianeren spillede langt fra op til sidste bedste, da han i søndagens finale tabte 12-21, 19-21 til franske Christo Popov. Dermed bliver EM-titlen i herresingle på franske hænder. Sidste år triumferede Alex Lanier. Antonsen vandt EM i 2021 og 2024.
Danskeren havde svært ved at finde sit spil i første sæt. Benene virkede stive, og træffet på bolden sad ikke i skabet. Det udnyttede Popov til tidligt at tage en solid føring, som bare blev udbygget, i takt med at fejlstimen fortsatte for Antonsen.
Franskmanden er en spiller, som har sine forcer i offensiven, og modsat Antonsen havde han ikke problemer med at finde linjerne. En uhørt høj fejlprocent fra dansk ketsjer gav et sæt, som aldrig blev spændende. Fra 11-5 ved opholdet cruisede Popov til sætsejr på 21-12.
Sammen med storebror og træner Kasper Antonsen var analysen ved sidebyttet klar. Spillet sad der ikke. Derfor skulle han slide sig tilbage i kampen med lange dueller. Men han indledte andet sæt med to uprovokerede fejl. Frustrationerne havde ulmet længe. Nu kom de også ud verbalt.
Vreden fik vækket ham i tide til, at Popov ikke fik mulighed for at stikke af med det samme igen. Fejlene kom stadig, men lidt sjældnere. Han fik hægtet sig på og var med til 9-9, før to dumme fejl gav 11-9 i fransk favør ved opholdet.
Da Popov fik endnu en netruller med sig til 16-13, begyndte alarmerne for alvor at bimle set med danske briller. Men så spillede Antonsen en lang og virkelig god duel, der satte sig i de franske lår. Det var tydeligt, at Popov var træt. Antonsen fik overtaget, men Popovs offensiv og en smule held sikrede ham de nødvendige point. Han fik to matchbolde ved 20-18 og afgjorde det på den anden mulighed.
At dømme ud fra den fysiske fremtoning ville Antonsen ellers have været en relativt klar favorit i et tredje sæt.
Skotsk snilde detroniserer Kjærsfeldt
Det blev heller ikke til dansk sejr i finalen i damesingle. Line Kjærsfeldt så ud til at have for meget nervøsitet og spænding i kroppen til at finde sit niveau, da hun søndag måtte se sig besejret af skotske Kirsty Gilmour. Skotten vandt med cifrene 21-17, 21-15.
De to mødtes også i finalen sidste år. Ved den lejlighed snuppede danskeren guldet. EM-triumfen var 32-årige Gilmours første i karrieren efter at have tabt fem finaler tidligere.
Kjærsfeldt kom ellers godt fra start og dikterede de fleste af duellerne. Det var tydeligt, at hun kunne spille i et højere tempo end Gilmour, som til gengæld lavede færre uprovokerede fejl. Danskeren hentede mange point ved at presse skotten ned i baghånden, men Gilmour fik rettet til stille og roligt.
Da de lette point til Kjærsfeldt blev færre, kom hun ofte til at forcere sit spil. Det øgede antallet af fejl fra hendes ketsjer, og fra at have været foran 13-10 kom hun pludselig bagud 16-19. Sættet var løbet hende af hænde, og Gilmour kunne sørge for bare at spille med og tålmodigt vente på, at pointene faldt ned i hendes turban.
Tendensen fortsatte i andet sæt. Når Kjærsfeldts benarbejde sad der, fik hun bygget duellerne godt op og kunne flytte Gilmour rundt. Desværre var det tydeligt, at energitanken blev mere og mere tom. Og at fejlprocenten tog et nøk op igen. Fra 11-11 tog skotten seks point på stribe, og så var finalen afgjort. Kjærsfeldt var knækket og havde ikke overskud til at forsøge at finde flere løsninger.
Dermed blev det kun til en enkelt dansk guldmedalje ved årets EM. Den kom i mixeddouble til Alexandra Bøje og Mathias Christiansen lørdag.
ritzau
fortsæt med at læse




























