Slagfærdighed i både bogstavelig og billedlig betydning parret med et brændende fighterhjerte førte gennem et par tiår Brian Nielsen frem til en position som en af de mest folkekære hjemlige idrætsudøvere, hvis tiltrækningskraft rakte langt ud over inderkredsen i den boksesport, som blandt meget andet forvandlede bamsen fra Korsør til både kendis og olympisk medaljevinder.
Egentlig gav Brian Nielsen sig i kast med de krævende udfoldelser i ringen, fordi han var overvægtig og gerne ville tabe sig – og så fordi nogle af de venner, som altid har betydet meget i hans tilværelse, havde deres gang i den lokale bokseklub, der dengang hørte til landets førende.


























