Cykelrytteren Mads Pedersen (Lidl-Trek) skal ikke køre Tour de France i år. I stedet skal danskeren køre Giro d’Italia og Vuelta a España, siger Mads Pedersen på et pressemøde fredag.
»Jeg skal køre Giroen i år, og derefter vil jeg forsøge at holde formen frem mod Copenhagen Sprint i København og de nationale mesterskaber ugen efter. For mig bliver der ikke noget Tour de France i år«, siger han.
»Jeg ville gerne have kørt efter den grønne trøje i Touren. Men jeg går ikke grædende i seng over det. Der byder sig andre muligheder for mig med Giroen og Vueltaen«.
Pedersens Lidl-Trek-hold har i stedet valgt at satse på sprinteren Jonathan Milan til årets udgave af Tour de France, fortæller danskeren.
»Touren passer godt til Jonathan i år. Han er en af de bedste sprintere i verden, så selvfølgelig skal han jagte etapesejre i Touren. Vi kan vinde mange etaper med ham, og det er den rigtige beslutning«, siger Mads Pedersen.
Giroen er det store mål
Særligt til årets Giro d’Italia har Mads Pedersen store forhåbninger.
»Holdet og jeg selv kommer med høje ambitioner om at vinde etaper og pointtrøjen«, fastslår han.
Mads Pedersen skal altså også køre det nye World Tour-løb i København, Copenhagen Sprint. Det er et endagsløb og løber af stablen 22. juni.
Det er første gang siden 2019, at Mads Pedersen ikke kommer til start i Tour de France. Det var desuden samme år, han blev verdensmester i linjeløb. Han har gennem tiden vundet to etaper i verdens største cykelløb på de franske landeveje. Den første kom i 2022 og den anden året efter. Sidste år måtte han udgå forud for 8. etape af Tour de France efter at være styrtet tidligere i løbet.
Han har tre gange tidligere kørt Giroen. Det var i 2017, 2018 og 2023. Den eneste etapesejr her kom i 2023, hvor han senere udgik af løbet.
Vueltaen har han kørt en enkelt gang med stor succes til følge. Det var i 2022, hvor han vandt tre etaper og sikrede sig løbets pointtrøje.
ritzau
fortsæt med at læse




























