Det var meget tæt på dansk cykelsucces, men det endte med en andenplads for den danske rytter Tobias Lund Andresen (Decathlon) i World Tour-løbet Copenhagen Sprint.
Jasper Philipsen (Alpecin) viste sig som den stærkeste, da han vandt den anden udgave af World Tour-løbet.
Det blev et løb, der endte som et vildt forfølgelsesløb, da en kvartet var gået tidligt i udbrud.
Her var tre danskere med. Både Anders Foldager (Jayco), William Levgy Blume (Uno-X) og Mads Andersen (Swatt Club) lykkedes med at komme af sted.
Den danske trio havde selskab af belgieren Rune Herregodts (UAE Emirates), men udbruddet blev hele tiden holdt i kort snor og virkede til at være under kontrol.
Men et styrt med 19 kilometer til mål skabte stor dramatik. Det betød nemlig, at et meget lille felt fik et stort forspring ned til de øvrige ryttere.
Blandt andre blev flere af de store sprintere fanget i styrtet - heriblandt Tim Merlier (Quick-Step) og Dylan Groenewegen (Unibet).
Det var mange benmuskler, der røg i jagten på de forreste, og det gav en hæsblæsende finale.
De fire forreste troede pludselig på det hele igen, men feltet nåede akkurat at indhente kvartetten med omkring 800 meter til mål.
Philipsen, som ikke blev fanget af styrtet, viste sig som den stærkeste til slut.
ritzau
fortsæt med at læse




























