Den belgiske cykelstjerne Wout van Aert, som til dagligt er holdkammerat med Jonas Vingegaard på Visma-holdet, fortsatte fredag sin dominans af årets PostNord Danmark Rundt.
Van Aert vandt 3. etape - løbets kongeetape - fra Fredericia til Vejle med mål for enden af den stejle Kiddesvej.
Her viste van Aert sig som den stærkeste, og belgieren sikrede sig dermed sin tredje etapesejr på tre dage i Danmark, og han fører dermed selvsagt løbet, der slutter på søndag.
Fire gange skulle rytterne op ad Kiddesvej, og van Aert satte konkurrenterne på plads, da rytterne kørte op ad stigningen for sidste gang.
Med små 60 kilometer igen satte Visma et højt tempo, som splittede feltet, der dagen igennem var en anelse udfordret af de regnvåde veje i det jyske.
Det var også tæt på at gå galt for løbets førende rytter, da en af van Aerts holdkammerater styrtede i et sving, så belgieren måtte undvige for ikke selv at ramme asfalten.
Van Aerts cykel var dog defekt efterfølgende, og han måtte køre i små ti kilometer på en holdkammerats cykel, inden han fik skiftet tilbage til en af sine egne cykler.
Foruden regnvåde veje, som medførte nogle styrt undervejs, var etapen på lidt over 200 kilometer præget af diverse udbrud.
Men da etapen skulle afgøres på rundstrækningen i Vejle, hvor kun de stærkeste kan gøre sig gældende på Kiddesvej, var det favoritterne, som trådte i karakter. Van Aert vandt med to sekunder ned til Lukas Kubis (Unibet), der også er toer i det samlede klassement. Van Aert fører med 20 sekunder.
Van Aert kørte ikke som planlagt sommerens Tour de France på grund af eftervirkningerne af en albueskade, og det danske løb markerer belgierens comeback efter pausen.
Lørdag gælder det 4. etape fra Rudkøbing til Faaborg, inden det slutter med 5. etape søndag fra Køge til Rødovre.
Van Aert vandt Danmark Rundt i 2018.
ritzau