Stefan Küng vandt 18. etape, mens Primoz Roglic rykkede op på andenpladsen, og Mattias Skjelmose skuffede.

Schweizer vinder enkeltstart på skuffende Skjelmose-dag

Det var Stefan Küngs anden Vuelta-sejr i karrieren. Foto: Marcelo Del Pozo/Ritzau Scanpix
Det var Stefan Küngs anden Vuelta-sejr i karrieren. Foto: Marcelo Del Pozo/Ritzau Scanpix

På en vigtig dag i Vuelta a España lykkedes det schweizeren Stefan Küng at bryde Vismas dominans i kampen om etapesejrene.

Den 32-årige Tudor-rytter bragede torsdag gennem de 32,1 kilometer på 18. etape og slog resten af feltet på de lange, flade veje i Sydspanien. Hans tid på 35 minutter og 22 sekunder var hurtigst af alle.

Wout van Aert, Vismas bedste bud på en etapesejr, endte som nummer fem og kunne dermed ikke forlænge holdets stime til fire sejre i træk.

I klassementet fik torsdagens enkeltstart samtidig stor betydning for konkurrenterne i kampen om den røde førertrøje.

Primoz Roglic leverede en glimrende enkeltstart. Den slovenske Red Bull-stjerne sprang dermed forbi Felix Gall (Decathlon) og op på andenpladsen i klassementet.

Roglic bragte sig samtidig tættere på Enric Mas (Movistar) i den røde trøje. Med tre etaper tilbage har Mas en føring på 1 minut og 37 sekunder til Roglic og lidt over 3 minutter til Gall.

Danske Mattias Skjelmose (Lidl-Trek), der er den højest placerede dansker i det samlede klassement, så torsdag skidt ud og blandede sig aldrig i toppen. Han rykkede ned til ottendepladsen i det samlede klassement.

Temporytteren Küng havde formentlig udset sig 18. etape som en af sine bedste muligheder for at tage en sejr i årets Vuelta.

Men han skulle op mod blandt andre Wout van Aert i den grønne pointtrøje, som jagtede sin tredje etapesejr i den spanske grand tour i år.

Visma har uden sin bedste klassementrytter Jonas Vingegaard leveret syv etapesejre, da også den 21-årige brite Matthew Brennan har haft en stor grand tour-debut med fem etapesejre.

Van Aert var dog 20 sekunder langsommere end Küng.

Det var schweizerens anden Vuelta-sejr i karrieren, efter han også vandt enkeltstarten på løbets sidste etape i 2024. For hans hold, Tudor, var det årets anden etapesejr, efter Marco Brenner sejrede på 14. etape.

18. etape var anden enkeltstart i årets Vuelta. På 1. etape vandt Tadej Pogacar (UAE Emirates) i Monaco. Verdensstjernen styrtede på 8. etape og måtte udgå trods en suveræn føring i det samlede klassement.

Det har siden åbnet op for kampen om den røde trøje. Den skal afgøres over de næste tre dage. Først venter en bjergetape på 205 kilometer fredag, der kan få afgørende betydning.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her