Mattias Skjelmose melder afbud til VM i landevejscykling, der køres fra 20. til 27. september.
Det fortæller han til TV 2 Sport før sidste etape af Vuelta a España.
Den danske Lidl-Trek-rytter har døjet med sygdom under den spanske grand tour, og han fortæller til mediet, at han glæder sig til at komme hjem.
»Det er nok ikke sundt i forhold til VM, men jeg meddelte Michael (Mørkøv, landstræner, red.) for en times tid siden, at jeg er nødt til at melde afbud, fordi min krop ikke kan mere«, siger han til TV 2 Sport.
»Så jeg er nødt til at komme hjem og få noget pause, og jeg tror ikke, at jeg kan give det til landsholdet, som jeg burde kunne give«.
Der skal derfor en anden rytter til at repræsentere Danmark ved VM i Skjelmoses sted. Han oplyser ikke, hvem det bliver.
ritzau