Den tidligere Telekom-soigneur Jef d'Hont præsenterede mandag sin bog, hvor han blandt andet hænger den danske Tour-vinder fra 1996 Bjarne Riis ud som dopingmisbruger af allerhøjeste karat. Men at skrive bøger om fortiden skader sporten, mener præsidenten for Den Internationale Cykelunion (UCI).
»Fyren vil tjene penge. I har haft et lignende tilfælde i Danmark med Skibby-bogen, og min mening er klar. Jeg gider ikke beskæftige mig mere med 90'erne, jeg vil hellere se fremad end at kigge tilbage på EPO-dagene«, siger Pat McQuaid.




























