Lunken opbakning til Jesper Worre

Lyt til artiklen

En rundspørge foretaget af Politiken blandt 21 af de 40 sjællandske cykelklubber viser, at hver tredje formand vil have Jesper Worre til at gå af som direktør for DCU.

Hver fjerde af de adspurgte mener ikke, at Jesper Worre skal gå af, mens det resterende flertal vil vente med at tage stilling, indtil de får mere at vide på dagens orienteringsmøde hos DCU i Idrættens Hus. Den stærkeste fortaler for en fyring af direktøren er Kurt Bork Christensen, som er formand for Værløse-Farum Cykelklub og tidligere medlem af bestyrelsen for DCU. »Jeg vil stille Jesper Worre et mistillidsvotum over for bestyrelsen, hvis den ikke vil fyre ham«, siger han i forbindelse med rundspørgen. Vigtigt at bevare overblikket Bestyrelsesformand for DCU Distrikt Sjælland, Jens Lindblom, maner til besindighed blandt klubformændene. »Vi må først få klarhed over sagen og prøve at bevare overblikket«, siger Jens Lindblom, da han bliver forelagt oplysningen om, at Kurt Bork Christensen vil foreslå et mistillidsvotum ved mødet. Ifølge Jens Lindblom skal et eventuelt mistillidsvotum afgøres ved et repræsentantskabsmøde, som består af 35 stemmeberettigede personer: 15 fra Distrikt Sjælland, 15 fra Distrikt Jylland/Fyn, fire fra DCU Motion og formanden for DCU, Tom Lund. Hos flere af de adspurgte formænd er holdningen, at bestyrelsen ikke kan fyre Jesper Worre, uden at det får konsekvenser i egne rækker. »Jesper Worre har fungeret som talsmand for bestyrelsen. Hvis de fyrer ham på grundlag af håndteringen af Michael Rasmussen-sagen, bør de også selv gå«, siger formand for Roskilde Cykle Ring, Henrik W. Jensen, som kalder kravet om Jesper Worres afgang for en personhetz. Orientering af jyske klubber Dette ræsonnement deler Peder Toft fra Odsherred Cykle Ring. Han understreger, at han er tilfreds med bestyrelsen og derfor ikke ønsker en fyring af Jesper Worre, da det vil tvinge bestyrelsen til at gå af. Tirsdag 21. august bliver cykelklubberne for Jylland og Fyn orienteret af Danmarks Cykle Union på et lignende møde i Århus. Ifølge bestyrelsesformand for DCU Distrikt Jylland/Fyn, Niels Sørensen, er det hans indtryk, at de jyske og fynske cykelklubber vil vente med at tage stilling til Jesper Worres fremtid i DCU, indtil de er blevet orienteret på det kommende møde. »Min fornemmelse til Jesper Worre og bestyrelsen er stadig intakt«, siger Niels Sørensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her