Olympiske emner dominerer DM

Lyt til artiklen

Efter seks afvikledes discipliner ved de danske mesterskaber i banecykling har de olympiske kandidater taget godt for sig af retterne. I dag sikrede således både Alex Rasmussen og Trine Schmidt sig deres anden guldmedalje, og Casper Jørgensen indhentede dem ved at snuppe to titler på én dag. Men de to førstnævnte er fremtrædende aspiranter til hattrick, når DM-stævnet slutter i morgen i Ballerup Super Arena. Den eneste af de nykårede danske mestre, som ikke er inde i det olympiske søgelys, er sprinteren Kasper Jessen. Han håber imidlertid at komme det, og drager nu til USA med ambitioner om siden at kvalificere sig til deltagelse i Beijing gennem World Cup-starter senere på sæsonen. Femte DM-titel i træk
Halvdelen af VM-bronzekvartetten i 4 km holdforfølgelsesløb, Alex Rasmussen og Casper Jørgensen, styrede Team Odense Energi til en sikker triumf i den kollektive tempodisciplin. Selv om de kun er henholdsvis 23 og 22 år, er det femte sæson i træk Alex Rasmussen og Casper Jørgensen står øverst på DM-podiet i denne DM-kappestrid, og de havde i dag – ligesom i 2006 – selskab af 20-årige Martin Lollesgaard og 19-årige Daniel Kreutzfeldt. Fynboerne var fuldstændig uden modstand, og efter i den indledende tidkørsel at have præsteret 4.14.83 min. indhentede de i finalen distriktsholdet fra Jylland-Fyn. Det bestod i øvrigt også af to ryttere fra Team Odense Energi, Jesper Mørkøv og Kasper Linde samt VM-reserven Michael Færk Christensen, Herning Elite, og Michael Berling, Glud & Marstrand Horsens. Også fynsk succes i scratch Med seks mand til start var Team Odense Energi også i klart overtal i 15 km scratch, hvilket da også gav udbytte i form af guld til Casper Jørgensen for andet år i træk og bronze til Daniel Kreutzfeldt, mens Philip Nielsen, Team Vision Bikes, snuppede sølvet. De erobrede lidt over halvvejs en omgang, og i finalen stak Casper Jørgensen endnu engang og sikrede sig i en håndevending så stort et forspring, at mesterskabet kom suverænt i hus. Alex Rasmussen valgte at udgå, da han var alt andet end tilfreds med løbets udvikling. »Der blev kørt på mig, hver gang jeg forsøgte noget, og så ville jeg hellere spare på kræfterne til pointløbet i morgen, hvor jeg tror, kampen om førstepladsen kommer til at stå mellem min parløbsmakker Michael Mørkøv og mig«, siger Alex Rasmussen.
Sikker vinder og spændende talent
I kvindernes 3 km individuelle forfølgelsesløb var Trine Schmidt ligeså overbevisende som i fredagens scratch. Efter 3.46.829 min. i tidkørslen indhentede hun i finalen Michelle Lauge, Hillerød, der imidlertid kan være mere end tilfreds med sin sølvmedalje. Hun er endnu ikke junior, men har i de to første DM-starter afsløret et meget spændende talent. Selv om guldet var i hus, da konkurrenten var passeret, fortsatte Trine Schmidt i håbet om at kunne forbedre den danske rekord sat på dansk grund, men det lykkedes nu ikke. »Jeg har kun haft ganske lidt banetræning, så det var måske for meget at sætte næsen op efter. Men nu håber jeg at kunne slutte af med den tredje guldmedalje i morgen, når det gælder sprint. Derefter holder jeg en uges pause, og så går forberedelserne til World Cup i gang. Og her skulle jeg meget gerne sikre mig en OL-plads«, fastslår Trine Schmidt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her