Under barske klimatiske betingelser, som bl.a. forårsagede et dramatisk styrt i finalen, forsvarede Tour de France-kongen Alberto Contador (Astana) sin samlede føring i Baskerlandet Rundt, men måtte se sig slået i kampen om etapesejren af den tidligere Giro d’Italia-vinder Damiano Cunego (Lampre).
De to havde skilt sig ud på det sidste par hundrede meter, da en håndfuld af deres ledsagere i frontgruppen udsattes for et ublidt møde med asfalten. De mistede simpelthen kontrollen over cyklerne i et sving på den spejlglatte, regnvåde vejbane.
Blandt de uheldige var Team CSC’s Fränk Schleck, der dermed måtte se chancen for en topplacering fortone sig i det fjerne. Han slap imidlertid fra den voldsomme hændelse med overfladiske skrammer, mens løbets nr. 3 inden etapen, spanieren David Herrero (Karpin Galicia) tilsyneladende blev slemt medtaget. I mål med store smerter
Det varede adskillige minutter, før han atter kunne hjælpes på cyklen. Han måtte en stor del af den resterende strækning mod målstregen skubbes, fordi han var ude af stand til at benytte det højre ben.
Tydeligvis var han kraftigt plaget af smerter, og tårerne trillede ned af kinderne på ham, mens han kæmpede sig til vejs ende.
Om han er i stand til at fortsætte i morgen, er dog særdeles tvivlsomt. Derimod skulle ingen af de øvrige implicerede i styrtet have lidt værre overlast, end at de kan give sig i kast med den afsluttende enkeltstart. Ni mand tæt på Contador
Foreløbig er Herrero dog stadig at finde i det samlede klassement, hvor han rykkede en enkelt position ned, så han nu er nr. 4, for både han og de øvrige seks, der blev sinket af styrtet, noteredes for samme tid som Cunego.
Det betyder, at der i den overordnede stilling nu ligger ni ryttere fra andenpladsen og nedefter med et minus på otte sek. til Contador. Cunego har overtaget andenpladsen fra Herreros holdkammerat og landsmand Ezequiel Mosquera, mens Schleck er nr. 10.
Næstbedste CSC’er på etapen var Chris Anker Sørensen, der kom i mål 4.14 min. efter Cunego, mens Carlos Sastre, Bobby Julich og Nicki Sørensen alle satte 16.38 min. til.
Schleck stærk på skrap stigning
Den 162 km lange 5. etape fra Vitoria til Orio, som afvikledes i styrtende regn, tegnede ellers til at skulle munde ud i succes for Fränk Schleck, som på dagens sidste, uhyre skrappe stigning Alto de Aia, var at finde helt i front sammen med Contador, Cadel Evans (Silence Lotto) og Joaquin Rodriguez (Caisse d’Epargne).
På nedkørslen kom yderligere nogle ryttere op, men stadig var det kun omkring et dusin, der var på vej mod kampen om sejren. Schleck forsøgte yderligere et fremstød og lå også godt placeret, da gruppen nærmede sig det sidste sving før mål.
Her kom Contador først igennem med Cunego lige efter sig, mens Herrero på tredjepladsen skred ud og rev blandt andre Schleck med sig i faldet. Dermed var der frit spil for Contador og Cunego til at dyste om sejren, og italieneren havde ingen problemer med at gå forbi til sæsonens første gevinst. Cunego foretrækker Touren
Den 26-årige Cunego sluttede 2007 fornemt af med at vinde Giro di Lombardia, men mangler endnu ganske at indfri de forventninger, han skabte, da han i 2004 højst forbløffende strøg til tops i Giro d’Italia.
Han vil givetvis fremstå som en af hovedpersonerne i klassikerne i Ardennerne senere på måneden, og så ses der med spænding frem til hans deltagelse i årets Tour de France, som han foretrækker frem for hjemlandets Giro.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
-
Frustreret økologisk svinebonde: »Mange gange er forbrugerne ikke så oplyste, som vi tror«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Klumme af Timme Bisgaard Munk
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























