Efter 10 turbulente måneder, som indledtes med det tiljublede triumftog i Giro d’Italia og siden førte ham gennem en lang periode af inaktivitet som mistænkt i forbindelse med Operacion Puerto, er Ivan Basso i morgen tilbage i konkurrence på italiensk grund, når den 42. udgave af Tirreno-Adriatico starter i Civitavecchia.
Den 29-årige italiener varmede i slutningen af februar op til sit europæiske comeback i Tour of California, hvor han sluttede som nr. 49 med et minus på 7.14 min., men først og fremmest udgjorde en del af det stærke Discovery Channel kollektiv, der assisterede en anden af det amerikanske mandskabs nyerhvervelser, Levy Leipheimer, til den samlede sejr.






























