Fire dage efter, at et langt udbrud i det tyske storløb Rund um den Henninger Turm kun havde indbragt ham andenpladsen, fik Team CSC's 32-årige nordmand Kurt Asle Arvesen i dag det maksimale udbytte af en tilsvarende offensiv indsats, da han sejrede i det første af weekendens to danske løb paa den internationale terminsliste, det 199 km lange GLS Express Grand Prix, med start og mål i Herning.
Med en km tilbage satte Arvesen det ultimative angreb ind, som knækkede den sidste af rivalerne, Team Designa Køkkens Rene Jørgensen, og normanden susede over målstregen med et forspring på ni sek. til sin tidligere holdkammerat, mens hans nuværende Matti Breschel og den danske mester Allan Johansen fulgte som nr. 3 og 4 med et minus på henholdsvis 1,00 og 1,04 min.




























