Ny CSC-triumf i Schweiz Rundt

Lyt til artiklen

I en medrivende finale på en uhyre udmarvende stigning sikrede Team CSC’s 27-årige luxembourger Fränk Schleck sig både etapesejren og den gule førertrøje i Schweiz Rundt. Og måske endnu mere væsentligt – han synes nu også at have særdeles gode muligheder for at stå øverst på podiet, når den 71. udgave af det traditionsrigerige arrangement slutter på søndag i Bern. Så overbevisende var hans præstation på den 167 km lange 4. etape fra Nauders i Østrig til Malbun i Liechtenstein nemlig, at det er vanskeligt at se, hvem der skal støde ham fra den trone, han overtog fra sin schweiziske holdkammerat Fabian Cancellara, der som ventet ikke kunne følge med på den afsluttende klatretur. På sikker kurs mod triumfen Ganske vist resterer adskillige skrappe udfordringer i bjergene kulminerende på fredagens kongeetape fra Ulrichen til Grimselpass, men med en form, som den Fränk Schleck stillede til skue i dag, forekommer han at være på sikker kurs mod den største triumf i karrieren. Fränk Schleck satte en solooffensiv ind knap halvvejs oppe på den 15 km lange finalefærd mod målet i 1.600 meters højde. Og mens de øvrige kandidater til de endelige topplaceringer syntes at stå stille, forcerede luxembourgeren uimodståeligt. Det var intet vildt og voldsomt antrit, blot en effektfuld forøgelse af kadencen, der gjorde forskellen, men det var også mere end rigeligt. Og Fränk Schleck vidste udmærket, hvad han gav sig i kast med, for han blev for tre år siden nr. 3 på den tilsvarende etape. Fører med 49 sek. På et tidspunkt søgte spanieren José Angel Gomez Marchante at optage forfølgelsen, men bortset fra et ganske kort øjeblik lykkedes det ham ikke at mindske afstanden. Tværtimod måtte han se sig passeret af russeren Vladimir Efimkin (Caisse d’Epargne), der sikrede sig andenpladsen på etapen med et minus på 32 sek., mens Gomez Marchante sluttede yderligere 10 sek. bagude. Sammenlagt fører Schleck nu med 49 sek.til Efimkin og sin landsmand Kim Kirchen (T-Mobile), der kom i mål som nr. 5 på en dag, da de sidste strabadser splittede feltet fuldstændigt, så rytterne krydsede stregen en for en og med meget markante tidsafstande. To ryttere i langt udbrud Etapen havde længe spanieren Arkaitz Duran (Saunier Duval) og belgieren Kevin de Weert (Cofidis) som hovedpersonerne. Deres fælles offensiv nåede op på at sende feltet lidt over 10 min. agterud. Men det forekom aldrig troværdigt, at de kunne bringe forehavendet succesrigt til ende, og det neutraliseredes da også inden det sidste bjerg. Team CSC sørgede for at holde et højt tempo og leverede atter en flot kollektiv indsats med ikke mindst Stuart O’Grady i en meget fremtrædende rolle. Og netop den brede styrke i truppen lover godt for Fränk Schlecks fortsatte chancer i løbet. Endnu et skrapt bjerg Når Schweiz Rundt i morgen fortsætter med 192,8 km fra Vaduz til Giubiasco står endnu en skrap stigning, Lukmanierpass, på programmet. Fra toppen i 1.940 meters højde er der imidlertid 78 km til mål, så med mindre der bliver angrebet meget voldsomt fra start, kan det ikke udelukkes, at enkelte sprintere slipper med hjem i første gruppe. Et udbrud må forudses, men det kan have vanskeligt ved at nå succesrigt til vejs ende, fordi der frem mod målet skal tilbagelægges en lang, flad strækning, som synes ideel til at iværksætte en hidsig jagt. Og det er højst usandsynligt, at Fränk Schlecks førsteplads kommer i fare.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her