Med en tredjeplads på dagens etape i det franske Boucles de la Mayenne bevarede det danske stortalent Alex Rasmussen ikke alene sin placering blandt de bedste sammenlagt, men erobrede også førertrøjen i løbets pointkonkurrence. De 180 km fra Monsurs til Renazé havde den 30-årige franskmand Nicolas Vogondy (Agritubel) som vinder.
Han angreb tre km fra mål og holdt hjem, mens Alex Rasmussen i hovedfeltets spurt få sekunder senere blev besejret af en portugiser. Vogondy, der oprindelig blev betragtet som et af fransk cykelsports største talenter og i otte sæsoner kørte for Francaise des Jeux, og i to for Cofidis, inden han op til den igangværende skiftede til Agritubel, overtog også den samlede førsteplads. Utvivlsomt en kæmpemæssig opmuntring, inden han om en uge stiller til start i Tour de France. Spændende fremtid på landevejen I den sammenhæng er den fynske VM-bronzevinder i 4 km holdforfølgelsesløb endnu ikke aktuel.



























