Mens trioen, der i søndags hyldedes på Tour de France-podiet i Paris endnu ikke er parat til at genoptage aktiviteterne på højeste niveau, findes fem af deres nærmeste rivaler fra den franske styrkeprøve i feltet, når ProTouren i dag fortsætter med Clasica San Sebastian.
Anført af Team CSC’s Carlos Sastre, som atter i år måtte tage til takke med fjerdepladsen, er det dennes spanske landsmænd Haimar Zubeldia (nr. 5), Alejandro Valverde (6) og Mikel Astarloza (9) samt luxembourgeren Kim Kirchen (7), der er klar til at tørne ud igen.




























