Acqua & Sapone, det italienske professionelle cykelmandskab der i sidste uge nævntes som en mulig kommende arbejdsgiver for den detroniserede danske Tour de France-stjerne Michael Rasmussen, meddeler nu ifølge italienske medier, at planerne om at ansætte den tidligere Rabobank-stjerne har trange kår.
Det var Acqua & Sapones manager Palmiro Masciarelli selv, der proklamerede udsigten til et eventuelt samarbejde med den 33-årige dansker, mens denne var væsentligt mere forbeholden, da nyheden lanceredes.
»Jeg har talt med Masciarelli, men også med flere andre, og der har slet ikke været konkrete forhandlinger, så det må helt stå for hans egen regning, når han siger, at jeg sandsynligvis skal køre for ham«, fortalte Michael Rasmussen i den forbindelse til politiken.dk. Kniber med økonomien
Masciarelli oplyste i den indledende fase, at han skulle forhandle med sit økonomiske bagland for at se, om der var basis for at ansætte Michael Rasmussen.
Og det er tilsyneladende disse sonderinger, der nu har givet et negativt resultat.
»Jeg har ikke opgivet projektet, men jeg tror, det bliver svært, fordi Michael Rasmussen simpelthen er for dyr for os«, siger Palmiro Masciarelli. Ingen moralske problemer
Han understreger, at han ikke på nogen måde ser det som et problem at engagere danskeren i henhold til de etiske krav, der stilles fra højeste sted i cykelsporten.
Efter Masciarellis mening blev der begået en uretfærdighed mod Michael Rasmussen, da han blev smidt ud af Tour de France.
»Hvis vi skulle skrive kontrakt med danskeren, skulle det ikke kun være for resten af sæsonen, men også for næste år. Det ville betyde, at vi også skulle hyre ryttere, som var i stand til at støtte ham i de mest betydningsfulde opgaver. Og pludselig er vi ude i et projekt, som vi ikke kan finansiere«, fastslår Masciarelli. Nye spekulationer
I stedet spekuleres der nu i, at Michael Rasmussen kan få job på det italiensk-russiske Team Tinkoff Credit Systems, der har haft anseelig succes i år ikke mindst takket være sine russiske stortalenter med Mikhail Ignatiev i spidsen.
Dette mandskabs manager Omar Piscina giver imidlertid udtryk for, at man i hvert fald ønsker at se tiden lidt an, og at man ikke har været i kontakt med Michael Rasmussen.
Tilbageholdenheden skyldes utvivlsomt de noget betænkelige engagementer, holdet har været ude i med Tyler Hamilton, Danilo Hondo og Jörg Jaksche, selv om Michael Rasmussen ikke tilnærmelsesvis er belastet som denne trio.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























