Succes for tidligere Tour-helt

Lyt til artiklen

Med et eksplosivt antrit to en halv km fra mål overrumplede den 28-årige franskmand Thomas Voeckler (Bouygues Telecom) samtlige konkurrenter i ProTour løbet Grand Prix Ouest France i Bretagne og holdt hjem til karrierens fornemste sejr. Voeckler angreb på et tidspunkt, da farten var skruet voldsomt i vejret. Alligevel lykkedes det ham at slå et lille hul, ganske langsomt øge afstanden og så endelig får det afgørende overtag, selv om han blev jagtet hidsigt. Spurten i feltet, der susede over stregen få sek. efter franskmanden, vandtes af nordmanden Thor Hushovd (Crédit Agricole) foran italieneren Danilo Di Luca. Di Luca udbyggede føring Sidstnævnte udbyggede dermed sin samlede ProTour føring, og har nu et forspring på 41 point til Tour de France-vinderen Alberto Contador (Discovery Channel), som ikke var med, og 42 til dennes spanske landsmand Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne), der stillede op, men sluttede langt udenfor de 10 pointgivende pladser. Team CSCs Jens Voigt var længe en af løbets mest dominerende skikkelser. I vanlig kraftfuld stil angav han tempoet i et langt udbrud, der tegnede lovende, men som neutraliseredes indenfor den sidste halve snes km. CSC stadig klart nr. 1 Den tyske veteran blev dog det danske mandskabs bedste som nr. 27 i samme tid som Hushovd, men Team CSC’s placeringer var generelt så dårlige – Allan Johansen var næstbedst som nr. 42 – at det kun blev til en 16.-plads i løbets holdkonkurrence. Førstepladsen på ProTour-ranglisten er dog langt fra i fare – bl.a. fordi nr. to inden dagens opgave, Caisse d’Epargne, kun scorede et enkelt point mere end CSC. Ny på andenpladsen er nu Discovery Channel, men der er 34 point op til Team CSC, så alt tyder fortsat på, at Bjarne Riis-tropperne for tredje år i træk skal hyldes som verdens bedste cykelhold. 10 dage i den gule trøje Dagens triumfator Thomas Voeckler kommer frisk fra en samlet gevinst i det lille franske etapeløb Tour de Poitou et Charentes. Måden han vandt på i Bretagne er kendetegnede for ham, hvorimod det er sjældent, at disse finalefremstød fører til succes. Voeckler blev den franske nations helt, da han i 2004 i 10 dage bar den gule førertrøje i Tour de France og sluttede som nr. 18 sammenlagt. Siden har han haft vanskeligt ved at følge op på den præstation i verdens skrappeste cykeludfordring, men den aktuelle bedrift vidner om klasse, og den var særdeles populær, fordi hans arbejdsgiver Bouygues Telecom har hjemme i det vestlige Frankrig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her