»Nu skal jeg også have nummer tre«.
Sådan sagde en storsmilede Oscar Freire (Rabobank) kort efter at have krydset målstregen som vinder af den 157 km lange 5. etape i Vuelta a Espana fra Cangas de Onis til Reinosa. Og med den aktuelle form, der ligeledes automatisk gør ham til en af favoritterne ved VM i Stuttgart om lidt over tre uger, er der al mulig grund til at tro, at den 31-årige tidligere tredobbelte spanske verdensmester, der også slog til på 2. etape i hjemlandets cykelrundtur, får opfyldt sin målsætning. I dag var han på hjemmebane i Cantabrien og modtog på podiet massernes hyldest med sin lille, Rabobank-klædte søn på armen. Og med de to umiddelbart forestående etaper, der i langt højere grad end dagens appellerer til sprinterne, kan det sagtens tænkes, at Freire ikke nøjes med tre triumfer. Sprinterne overraskede Egentlig var det overraskende, at så mange af de spurtstærke afsluttere i dag formåede at sidde med hjem i den første store gruppe på 91 mand. Med en 1. kategori stigning cirka 30 km fra mål var der forudset væsentligt større udskilning, men foruden Freire formåede også blandt andre italienerne Daniele Bennati (Lampre) og verdensmesteren Paolo Bettini (Quick Step) samt den tyske veteran Erik Zabel (Milram) at blande sig i spurten med placeringer som henholdsvis 2, 3 og 5 til følge. Derimod havnede deres sædvanlige rivaler Alessandro Petacchi (Milram) og Tom Boonen (Quick Step) i det store felt, som sluttede med et minus på 17.33 min. God dag for CSC Generelt udviklede det sig til en ny god dag for det danske mandskab Team CSC med trumfen Carlos Sastre problemfrit i mål i hovedfeltet, hvor også det danske stortalent Chris Anker Sørensen var at finde. De to indtager stadig positionerne som nr. 3 og 14 henholdsvis 1.06 min. og 2.18 efter den førende russer Vladimir Efimkin (Caisse d’Epargne). Karsten Kroon længe i front Team CSC’s Karsten Kroon udmærkede sig længe som en af forgrundsfigurerne på etapen. Han var med i et større udbrud, der etableredes knap halvvejs og skilte sig derefter ud sammen med spanieren Angel Gomez (Saunier Duval). På den sidste stigning kørte Kroon alene, men da det viste sig, at eksempelvis Freire, Bennati og Bettini ikke havde besvær med at følge med på bjerget, etableredes en hidsig jagt, som det var umuligt for Kroon at modstå. Han blev hentet omkring fire km fra mål og dumpede derefter ned gennem feltet for at slutte med et minus på 2.25 min., mens hans tidligere ledsager Gomez satte yderligere seks min. til. I den gruppe, spanieren nåede til mål i, befandt sig også blandt andre den tidligere Giro d’Italia-vinder Damiano Cunego (Lampre), der længst er ude af billedet i det samlede klassement. Discovery Channel svækket Team CSC’s nærmeste rival på holdenes ProTour rangliste, Discovery Channel, måtte sige farvel til endnu en rytter, idet portugiseren Sergio Paulinho opgav at stille til start på grund af sygdom. Amerikanerne mistede allerede på førstedagen Tom Danielson efter et styrt, men har stadig belgieren Stijn Devolder som et bud på en topplacering. Dog peger den hidtidige udvikling i Vueltaen frem mod, at CSC i ProTour-sammenhæng vil lægge yderligere afstand til Discovery Channel.




























