I affæren omkring Michael Rasmussens dramatiske Tour de France exit udgjorde kravet til de professionelle cykelryttere om til enhver tid at informere Den Internationale Cykleunion, UCI, om opholdssted af hensyn til uanmeldte dopingkontroller et væsentligt element. Den problemstilling aktualiseres nu med den spanske stjerne Alejandro Valverde som ny hovedperson i en sag, der ikke just sætter UCI’s procedurer på dette område i et særligt flatterende lys. For kort tid siden meddelte unionen, at Caisse d’Epargne-kaptajnen ikke vil få lov til at stille op ved verdensmesterskaberne i Stuttgart på grund af forstærkede indikationer om en forbindelse til dopingskandalen Operacion Puerto. Det spanske forbund bestrider med opbakning fra nationens sportsminister Jaime Lissavetsky på det kraftigste det berettigede i en sådan sanktion. Spanien agter at møde med Valverde i Stuttgart, uanset UCI’s bandbulle. Antyder klare mangler i systemet Nu har UCI imidlertid spillet yderligere et kort ud, der dog snarere end at fremstå som en trumf synes at udstille klare mangler i unionens system. UCI har nemlig opfordret Valverde til at komme med en gyldig forklaring på, hvor han befandt sig 23. juni, da dopingkontrollanterne forgæves søgte at træffe ham i hjemmet i Murcia. Og hvis han ikke aflægger en acceptabel redegørelse, venter der ham en skriftlig advarsel i stil med den, Michael Rasmussen modtog i slutningen af juni. Testet i Holland Valverde har imidlertid ifølge spanske medier fremlagt bevis på, at han allerede 12. juni via e-mail oplyste UCI om, at han netop i en kort periode omkring 23. juni ville være i Holland. Blot skete det ikke på en korrekt formular, men at budskabet er afsendt til UCI, synes der ikke at herske tvivl om. Det barokke og for UCI bestemt ikke smigrende i situationen er, at Valverde 23. juni, da der åbenbart var besøg på hans bopæl, opholdt sig i Holland for dagen efter at deltage i unionens eget ProTour arrangement, holdtidkørslen i Eindhoven. Ved den lejlighed blev han oven i købet testet, men det afholder altså ikke UCI fra at nu at fremture med en påstand om, at han ikke har overholdt reglerne, mens det snarere ser ud, som om det er unionens bureaukrati, der volder problemer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























