Sastres Vuelta-chancer ebber ud

Samuel Sanchez kørte sejren hjem på 15. etape af Vuelta a Espana.
Samuel Sanchez kørte sejren hjem på 15. etape af Vuelta a Espana.
Lyt til artiklen

Team CSC’s spanske kaptajn Carlos Sastre havde i hjemlandets medier bebudet offensiv på dagens 201 km 15. etape i Vuelta a Espana fra Villacarrillo til Granada. Den lille klatrer holdt, hvad han lovede – blot formåede han ikke at iværksætte så effektivt et angreb, at det satte rivalerne ud af spillet. Så ovenpå den næstsidste krævende bjergudfordring i den 62. udgave af den spanske cykelrundtur og med seks etaper tilbage efter hviledagen i morgen, er Sastre stadig at finde som nr. 4 sammenlagt med et minus på 3.02 min. til den førende russer Denis Menchov (Rabobank). Sanchez vandt Og han er ligeledes fortsat 1.01 min. og 35 sek. efter henholdsvis russeren Vladimir Efimkim (Caisse d’Epargne) og australieren Cadel Evans (Predictor-Lotto), der indtager de to andre, eftertragtede podiepladser. Det er de nøgne, uforandrede kendsgerninger, efter at spanieren Samuel Sanchez (Euskaltel) havde sikret sig etapegevinsten, mens Sastre og hans nærmeste konkurrenter nåede til mål i en lille gruppe 41 sek. senere. Store forventninger til bjerget Der var ellers næret store forventninger til, at dagens sidste stigning, Alto de Monachil, kunne skabe afgørende ændringer i det klassement, som nærmest har været statisk, siden Denis Menchov for en uge siden satte sig på Vuelta-tronen. Det var nemlig på dette bjerg en snes km fra Granada, at det spanske nationalidol Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne) sidste år tabte Vueltaen, da han ikke kunne modstå kasakheren Alexandre Vinokourovs ultimative fremstød. Men denne gang fik det kun betydning for etapeudfaldet, ligesom det skabte mindre justeringer i den samlede topstilling. Sanchez urørlig i spurten Spanieren Manuel Beltran (Liquigas) forcerede på Monachil, hentede Damiano Cunego (Lampre), der havde deltaget i dagens lange udbrud, og satsede alt på at hjemføre den lange karrieres første Vuelta-triumf. Men han fik følgeskab af Samuel Sanchez, og da de to nåede sammen til mål, var Beltran uden chance i spurten. For Sanchez, der har indrettet hele sin sæson på Vuelta a Espana, var succesen en kærkommen opmuntring. Han havde nemlig inden starten på løbet sat næsen op efter mere end den femteplads, han overtog efter dagens præstation.

Og Euskaltel-mandskabet havde på etapen til Granada arbejdet ihærdigt på, at førstemanden skulle sætte dette effektfulde punktum. Sidste chance på fredag Sastre søgte ihærdigt at udnytte de stejleste passager på Monachil til at sætte konkurrenterne skakmat, men der var intet at gøre. Menchov havde fuldstændig kontrol over situationen, og heller ikke Efimkin og Evans var CSC-trumfen i stand til at bringe i vanskeligheder. Tilbage er reelt kun én etape, hvor Sastre har mulighed for at ændre på tingenes tilstand. Den kommer på fredag, når de 133 km fra Avila afsluttes med klatreturen op til Alto de Abantos. Men der skal indtræffe meget drastiske udsving i de øvrige topnavnes formkurve, hvis Carlos Sastre ikke endnu engang må erkende, at evnerne i øjeblikket ikke står mål med viljen. Chris Anker Sørensen op som nr. 20 Dagens etape var præget af et udbrud på 20 mand, hvor CSC havde både Inigo Cuesta og Chris Anker Sørensen med. Forspringet nåede kun op på lidt over fire minutter, og det skyldtes først og fremmest ihærdigt slid af Euskaltel bagude. Hverken Cuesta eller Chris Anker Sørensen formåede at yde Sastre støtte, da de blev hentet på Monachil. Det danske stortalent kæmpede sig i mål som nr. 17, hvilket betød, at han rykkede op som nr. 20 sammenlagt. Væsentligere var det dog, at han dermed bidrog til, at CSC bevarede tredjepladsen i holdkonkurrencen. Ny mand i bjergtrøjen Ubruddet fik i øvrigt også indflydelse på bjergkonkurrencen, idet belgieren Jurgen van Goolen (Discovery Channel) scorede tilstrækkeligt mange point på de indledende stigninger i 3. kategori til, at han overtog førstepladsen i den kappestrid fra Menchov.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her