Menchov: Sastre er min eneste rival

Menchov føler, at han har styr på numer to og tre i løbet, men Sastre på fjerdepladsen kan give problemer.
Menchov føler, at han har styr på numer to og tre i løbet, men Sastre på fjerdepladsen kan give problemer.
Lyt til artiklen

Selv om Team CSC’s Carlos Sastre fortsat 'kun' er at finde på fjerdepladsen, når Vuelta a Espana går ind i den afsluttende uge, betragter indehaveren af førertrøjen Denis Menchov (Rabobank) den 32-årige spanier som sin eneste rival. »Både Vladimir Efimkim og Cadel Evans er tættere på, men det er mit helt klare indtryk, at de har stillet sig tilfreds med de positioner, de indtager nu«, konstaterede den hidtil så suveræne russer på hviledagen. »Sastre derimod affinder sig ikke med sin placering. Det så vi så sent som i søndags. Så jeg ved udmærket, at det er ham, jeg skal passe på. Situationen tegner sig imidlertid meget betryggende, selv om jeg stadig vil tage det forbehold, at der endnu er et godt stykke vej til Madrid. Men sejren er vel med 70 procents sikkerhed i hus«. Har savnet en stor bjergetape
Carlos Sastres enorme fightervilje er usvækket, men han betragter ikke længere sig selv som nogen direkte trussel mod Menchov. »Den del af løbet, der er tilbage, er ikke tilstrækkelig hård til, at jeg kan bringe Menchov i vanskeligheder, for han har vist sig som feltets stærkeste rytter«, fastslår Carlos Sastre overfor de spanske medier, som ofrer CSC-kaptajnen maksimal opmærksomhed, fordi han er værtsnationens eneste aktør med en chance for at tvinge sig ind på podiet. »I det hele taget har Vueltaen savnet en rigtig stor bjergetape med stigninger på stribe, hvor der virkelig kunne gøres en forskel. Løbet har i sig selv været hårdt nok, men det har ikke været så spektakulært. Og jeg har eksempelvis aldrig fået mulighed for i bjergene at udligne den tid, jeg satte til på enkeltstarten«. Stolt over fjerdepladsen Mens Sastre mere eller mindre har opgivet at støde Menchov fra tronen, har spanieren stadig blikket rettet mod de to andre podiepladser.

Men med kun én reel chance for at distancere Efimkin og Evans – på fredag på etapen til Alto de Abantos – er han særdeles realistisk omkring udsigterne. »Det er muligt, jeg må nøjes med fjerdepladsen, når vi er færdige på søndag i Madrid. Men i så fald vil jeg stadig være stolt over den indsats, jeg har ydet. For jeg føler virkelig, jeg har været med til at præge denne Vuelta med mine mange angreb i bjergene«, konstaterer Carlos Sastre. At det er CSC stjernens meget svingende tempokvaliteter, der er årsagen til, at han i hvert fald indtil videre holdes udenfor podiet, ses klart af resultatet på den lange enkeltstart, der afvikledes som 8. etape. Da tabte Sastre 1.43 min. til Efimkin og 41 sek. til Evans, og spanierens minus til de to er nu 1.01 min og 35 sek. Farvel til Cunego Etapen fra Jaén til Puertolanno byder kun på tre mindre stigninger, så det er ikke her, der sker ændringer i klassementet. 155 ryttere satte punktum for strabadserne i søndags, men hvor mange af dem, der er med, når det går løs igen, er uvist. Den tidligere Giro d’Italia-vinder Damiano Cunego (Lampre) benyttede i hvert fald hviledagen til at vende hjem efter i går at have jagtet etapetriumfen. Cunego er kommet sig oven på et slemt styrt tidligt i løbet og ser nu frem til sæsonfinalen og ikke mindst Giro di Lombardia 20. oktober.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her