UCI nærmer sig afslutning af Rasmussen-undersøgelse

Lyt til artiklen

Samtidig med at den detroniserede danske Tour de France-konge Michael Rasmussen bebudede, at han har opgivet planerne om at starte mere i denne sæson, blev han pludselig et særdeles varmt emne, da det internationale cykelfolk samledes i Stuttgart, hvor verdensmesterskaberne indledes i morgen. Det skyldes mediemeldinger om, at australieren Anne Grippen, chef for Den Internationale Cykelunions, UCI’s, antidopingkommission, skulle have udtalt, at Michael Rasmussen aldrig ville have kunnet vinde Tour de France, selv om hans Rabobank-mandskab ikke havde trukket ham ud.

Underforstået, at så ville UCI have gjort det. Det vakte så stor opstandelse, at det førte til et i hast improviseret pressemøde, hvor Anne Grippen kategorisk fastslog, at hun aldrig havde sagt noget i den retning. Intet grundlag for at skride ind
»UCI havde hverken før eller under Tour de France noget grundlag for at skride ind overfor Michael Rasmussen«, fastslår Anne Grippen. »Vi gjorde i vores brev 29. juni til Rasmussen, Rabobank og Anti Doping Danmark, opmærksom på, at de fire advarsler, to fra os og to fra Anti Doping Danmark, ville føre til en disciplinærsag mod ham, hvis der skulle dukke endnu en advarsel op. Det skete ikke, og i den sammenhæng spiller det ingen rolle, at den ene danske advarsel under Touren blev ændret fra en såkaldt written til en recorded«. Anti Doping Danmark skrev historie
Anne Grippen oplyste i øvrigt, at UCI er i gang med en grundig undersøgelse af de oplysninger, Michael Rasmussen, har givet om sine opholdssteder. »Jeg regner med, at den efterforskning vil være tilendebragt i slutningen af oktober, og først derefter afgøres det, om Rasmussen har gjort sig skyldig i overtrædelse af dopingreglementerne i en grad, så der skal åbnes en sag mod ham. Foreløbig eksisterer der ikke en sådan«, konstaterer Anne Grippen. Hun sagde ligeledes, at det er første gang nogensinde, UCI har modtaget oplysning om advarsler fra et nationalt antidopingagentur, hvilket altså betyder, at Anti Doping Danmark skrev historie med sin henvendelse til UCI. »Jeg regner med, at det om kort tid bliver en normal fremgangsmåde, hvilket vil betyde et klart fremskridt for vort arbejde«, siger Anne Grippen. Alle ProTour ryttere får oplysningspligt
På et UCI-møde i dag besluttedes det, at praksis omkring rytternes oplysningspligt skal ændres. Hidtil har det godt nok været en anseelig skare, der hvert kvartal har skulle meddele, hvor de opholder sig de kommende tre måneder, men for fremtiden bliver det simpelthen alle ProTour-aktører, der skal gennem dette papirarbejde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her