Med sejr i massespurten på den 168 km lange 1. etape fra San Luis til Villa Mercedes sørgede argentineren Juan José Haedo på hjemmebane i det seks dage lange Tour de San Luis for sæsonens første gevinst til sin danske arbejdsgiver Team CSC. I finalen henviste Haedo, der fylder 27 på lørdag, landsmanden Maximiliano Richeze, som ved denne lejlighed repræsenterer det argentinske landshold, men ellers kører for italienske Panaria, hvis navn i år er ændret til CSF Group, og cubaneren Gil Cordoves til de følgende pladser. 17 af de knap 200 startende ryttere var med hjem i hovedfeltet, og i den samlede stilling fører stadig den argentinske prologvinder Martin Garrido.
Haedo, der blev nr. 47 på den indledende 3,6 km lange enkeltstart avancerede til 10.-pladsen og er i kraft af de 10 bonussekunder for sejren nu syv sekunder efter Garrido. Svært i den samlede stilling Ingen af CSC-rytterne – de øvrige er Matti Breschel, Anders Lund samt brødrene Fränk og Andy Schleck – synes dog at have muligheder for at hævde sig helt i toppen af det overordnede klassement. Ud over prologen tæller løbet nemlig også en knap 20 km enkeltstart i morgen, og den danske trup er ikke just udstyret med tempospecialister ved denne lejlighed. Juan José Haedo kom til CSC sidste sæson efter at have boltret sig fire år på de nordamerikanske landeveje, hvor han i kraft af sin spurtstyrke hentede adskillige sejre. Han viste sig da også i den første halvdel af sæsonen som et stærkt aktiv og nåede op på seks førstepladser.




























