Par nr. 7 tror på sejr i seksdagesløbet

Par nr. 7 - Alex Rasmussen (tv) og Michael Mørkøv.
Par nr. 7 - Alex Rasmussen (tv) og Michael Mørkøv.
Lyt til artiklen

Med to af dansk banecykling lysende olympiske håb, Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, som hovedrolleindehavere i det legendariske par nr.7, indledes det 46. københavnske seksdagesløb i aften i Ballerup Super Arena. Og det sker med en god portion optimisme hos de to unge hjemmebanehelte, efter at de har skærpet vinterbaneformen i det tilsvarende arrangement i Berlin, hvor de tirsdag ved midnat sluttede på sjettepladsen. »Vi går helt oplagt til start i aften med troen på, at det kan lade sig gøre at vinde. Jeg følte, at vi blev bedre og bedre, efterhånden som løbet i Berlin skred frem, men det er klart, at vi skal leve op til vort maksimale, hvis vi her i Ballerup skal slå par som Bruno Risi-Franco Marvulli og Danny Stam-Iljo Keisse«, fastslår Michael Mørkøv. Vænnede sig til vinterbanetempoet Alex Rasmussen er med sin spurthurtighed utvivlsomt manden, der skal køre de fleste point hjem til par nr. 7, og han går ligeledes til opgaven med store forventninger. »Det bliver nok først og fremmest Marvulli, jeg skal ligge og slås med i spurterne. Han er lynende hurtig, men jeg har også en god fornemmelse af, at vi står stærkt efter at have vænnet os til vinterbanetempoet i Berlin«, siger Alex Rasmussen. »Vi kom jo til den tyske hovedstad lige fra World Cup i Los Angeles, og dels var vi godt trætte efter hjemrejsen, dels skulle vi finde tilbage til det mindre gear, som bruges i seksdagesløbene i forhold til, når vi kører holdforfølgelsesløb. Og efter de første dage i Berlin fandt vi ind i rytmen igen«. Opfyldelsen af en drengedrøm For begge indebærer det at optræde i par nr. 7opfyldelsen af en drengedrøm. Alex Rasmussen prøvede det allerede sidste år med Jakob Piil som makker, men både han og Mørkøv har presset på for at få lov til at køre sammen, som de gør det i landsholdssammenhæng. Her har de reelt allerede har kvalificeret sig til olympisk deltagelse i parløb, selv om den endelig konfirmering først foreligger, når VM i Manchester er overstået i slutningen af marts. Alex Rasmussen og Michael Mørkøv satte trumf bag deres ønske om at blive valgt som rytterne i par nr. 7, da de vandt seksdagesløbet i Grenoble i slutningen af oktober. Alle sæsonens vinderpar repræsenteret Med tilstedeværelsen af de schweiziske verdensmestre Bruno Risi-Franco Marvulli og den belgisk-hollandske duo Iljo Keisse-Danny Stam er vinderparrene fra samtlige sæsonens hidtidige seksdagesløb samlet i Ballerup. Risi-Marvulli, der sejrede sidste år på dansk grund, strøg senest til tops i Berlin og har desuden i denne vinter vundet i Dortmund, München, Zuidlaan og Zürich. Iljo Keisse blev sammen med tyskeren Robert Bartko, der har været hans makker i hovedparten af løbene, men ikke er med i det aktuelle arrangement, nr. 1 i Amsterdam, og de gentog succesen i Gent, Bremen og Stuttgart. Ved sidstnævnte lejlighed kørtes med tremands hold og her var tyskeren Leif Lampater den tredje deltager. Stam vandt i Rotterdam Danny Stam har sædvanligvis landsmanden Robert Slippens som partner, men denne har fået det meste af sæsonen spoleret af et plagsomt siddesår. Det betød, at Stam på hjemmebane i Rotterdam for fire uger siden stillede op sammen med Lampater, og de henviste Risi-Marvulli og Keisse-Bartko til de sekundære placeringer. Det var i øvrigt sammen med Stam, at Michael Mørkøv lige omkring årsskiftet kørte en flot tredjeplads hjem i Zürich, da både Slippens og Alex Rasmussen havde måttet forlade løbet på grund af sygdom. I alt stiller 15 par til start i seksdagesløbet og foruden par nr. 7 tæller feltet yderligere syv danskere, og Marc Hester, der har den italienske veteran Marco Villa ved sin side, skulle have gode muligheder for at slutte tæt på toppen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her