»Jeg har ikke hørt om det, før du nu fortæller mig det. Og jeg er da rystet over den melding. Nu skal jeg have fat i min advokat, for det her skal der bestemt gøres noget ved«. Sådan reagerede Michael Rasmussen, da politiken.dk for kort tid siden fik telefonisk kontakt med den detroniserede danske Tour de France-konge.
Tidligere i dag bekendtgjorde Den Internationale Cykelunion, UCI, at den langt om længe har anmodet cykelforbundet i Monaco, hvor den 33-årige bjergspecialist har licens, om at indlede en disciplinærsag mod ham. Lagt op til to års karantæne UCI understreger i den længe ventede officielle bekendtgørelse omkring affæren, at der er lagt op til to års udelukkelse, og det er i den forbindelse, at Michael Rasmussen er højst overrasket. »Jeg fik et brev i begyndelsen af januar fra UCI, hvor unionen meddelte, at den havde tildelt mig en advarsel for at have indgivet forkerte oplysninger omkring mine opholdssteder i juni sidste år«, siger Michael Rasmussen til politiken.dk. Langsommelig behandling »Alene det må vel siges at være en meget langsommelig behandling af sagen. Det var på den baggrund, at jeg meldte ud, at der var udsigt til, at jeg højst kunne få et års karantæne«. »Det udledte jeg simpelthen af den paragraf, som UCI over for mig havde gjort opmærksom på, at jeg har overtrådt. På det tidspunkt var der overhovedet ikke tale om, at jeg skulle have forset mig mod regler, der indebærer op til to års udelukkelse. Nu skal jeg lige sunde mig, og så må jeg sammen med mine juridiske rådgivere se, hvad jeg skal have gjort ved det her«, fastslår Michael Rasmussen.



























