Mere succes for CSC i USA

Lyt til artiklen

Med tre-fire længders forspring til de nærmeste rivaler susede Team CSC’s argentinske sprinter Juan José Heado jublende i mål som overbevisende vinder af den 156 km lange 1. etape i Tour of California fra Sausalito til Santa Rosa. Og begejstringen på det danske mandskab var også tydeligt at spore lidt længere bagude, hvor Fabian Cancellara krydsede stregen iført den gule førertrøje med armene strakt mod himlen i glæde over holdkammeratens triumf. Den schweiziske enkeltstartsverdensmester kunne ligeledes fryde sig over, at han stadig er løbets førstemand, når det sent i aften dansk tid fortsætter med 186 km fra Santa Rosa til Sacramento. Femte etapesejr i Californien Ganske vist rykkede den unge amerikanske sprinter Tyler Farrar (Slipstream), der havde imponeret på prologen, en anelse nærmere i det samlede klassement, efter at have sikret sig bonussekunder undervejs. Men i selve spurten måtte han tage til takke med sjettepladsen, og han er som nu nr. 2 nu to sek. efter Cancellara. Det var Juan José Haedos femte etapesejr i Tour of California, og efter ligeledes at have opnået to sejre på hjemmebane i sidste måneds Tour of San Luis har han fået en ønskestart på sæsonen. Hincapie og Boonen i nærkamp Et langt soloudbrud af amerikaneren Jackson Stewart (BMC) sluttede cirka 30 km fra mål med Team Slipstream som mest aktiv i forfølgelsen. Siden fortsatte dette mandskab sammen med Quick Step, der satsede hårdt på Tom Boonen, med at holde tempoet oppe, mens CSC var stærkt grupperet omkring Cancellara umiddelbart efter de førende. I spurten havde Haedo en hel håndfuld luksushjælpere, og da Boonen og Team High Roads George Hincapie generede hinanden så meget med godt 300 m tilbage, at sidstnævnte styrtede uden alvorlige konsekvenser, og den belgiske stjerne blev slået helt ud af kurs, slap CSC’s argentiner af med to farlige konkurrenter. Med eksplosiv kraft var han selv i stand til at levere en perfekt afslutning på holdkammeraternes forarbejde, og tyskerne Gerald Ciolek (High Road) og Heinrich Haussler (Gerolsteiner) var som nr. 2 og 3 ikke i nærheden af at true Haedo. O’Grady og Cipollini bagude Den eneste af Team CSC’s otte startende, som ikke befandt sig i første gruppe på cirka 70 af de 132 startende, var Paris-Roubaix sejrherren Stuart O’Grady. Han krydsede målstregen i det felt på cirka 40 mand, der noteredes for et minus på 5.17 min. Spurten blandt disse ryttere vandtes af den unge englænder Mark Cavendish (Team High Road), ligesom veteranen Mario Cipollini (Rock Racing) var tvunget til at nøjes med en placering langt efter de forreste. Blandt dem, der mistede alle muligheder i den samlede stilling, var også den norske debutant Edvald Boasson Hagen (High Road), som ellers havde kørt så fremragende en prolog.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her