Med 120 løbsdage i udlandet i de kommende godt 10 måneder og 17 ryttere på lønningslisten går det mandskab, der lige siden starten har været kendt som dansk cykelsports talentudviklingsfabrik, Team GLS, ind til den hidtil mest krævende og ambitionsmættede sæson.
Det stod klart, da holdet, som allerede i den forgangne weekend noteredes for en tredjeplads til Jonas Aaen i Sydfrankrig, i dag præsenteredes i København.
Og selv om der dermed er tale om en markant optrapning, afsløredes det ved samme lejlighed, at det kun er et skridt på vejen frem i det internationale hierarki. Vil gerne holde på rytterne
I år er Team GLS i stil med tidligere registreret som et såkaldt Continental Team, hvilket svarer til 3. division efter ProTour og Professional Continental Team. Men fortsætter udviklingen i positiv retning, er et avancement nært forestående.
»Målet er, at vi søger licens som Professional Continental Team inden for en overskuelig fremtid, og forhåbentlig kan det lade sig gøre allerede næste sæson«, siger manager Tom Breschel.
»Det vil også betyde meget for vores ryttere. Der er givetvis adskillige af dem, der drømmer om at komme længere i systemet, men hvis vi får en højere status, er der en stor chance for, at de bliver hos os. Vi har ganske vist altid set det som en del af vores opgave at udvikle de unge talenter på en måde, så de får mulighed for at afprøve deres evner under større forhold. Men vi vil da også gerne beholde dem, og rykker vi op i en højere kategori, slår vi to fluer med ét smæk, for så åbnes dørene til endnu større løb end dem, vi nu kommer med i«, siger Tom Breschel. Håber på invitation til store klassikere
»I øvrigt synes jeg, at vi efterhånden har fået så godt et ry i udlandet, at der ikke er de store problemer med at få kontrakter til de forskellige arrangementer. Men hvis vi kan få ført de planer, vi arbejder med, ud i livet, handler det jo om eksempelvis at opnå invitation til nogle af de store klassikere«, siger Tom Breschel. To markante forstærkninger
Team GLS har i år forstærket rytterstaben væsentligt med tilgang af Brian Vandborg og Martin Pedersen, som begge allerede har ProTour-erfaring og i talrige af de opgaver, holdet skal ud på, vil optræde som indlysende trumfer.
Brian Vandborg kommer efter tre år hos Team CSC og et enkelt hos Discovery Channel, mens Martin Pedersen vender tilbage til Team GLS efter to sæsoner hos Team CSC med samlet sejr i Storbritannien Rundt i 2006.
Etapeløb i weekenden
Allerede i den kommende weekend gælder det etapeløbet Les 3 Jours de Vaucluse i Sydfrankrig, og derefter går det direkte videre til to ugers træningslejr på Mallorca. Her skal blandt andre Rolf Sørensen, som atter er kraftigt engageret i holdet som træner og rådgiver, vurdere, hvilke muligheder der tegner sig for de enkelte ryttere.




























