Hjælperens herlige jubeldag

Carlos Barredo vandt dagens etape i Paris-Nice.
Carlos Barredo vandt dagens etape i Paris-Nice.
Lyt til artiklen

På det stjernebesatte Quick Step mandskab har den 26-årige spanier Carlos Barredo sjældent lejlighed til at triumfere, men i dag oplevede han den helt store jubelstund, da han kom alene til mål som vinder af den 172 km lange 5. etape fra Althen des Paluds til Sisteron. Syv 10 km fra mål stak Barredo fra en kvartet, der desuden bestod af hollænderen Karsten Kroon (CSC), italieneren Massimiliano Mori (Lampre), samt franskmænden Christophe Moreau (Agritubel) Pierre Rolland (Crédit Agricole), og selv om de jagtede indædt, lykkedes det aldrig at hente spanieren. Forfølgerne placerede sig i nævnte rækkefølge fire sek. efter Barredo, hvilket vil sige, at Team CSC atter markerede sig stærkt uden at komme helt til tops. »Spanieren benyttede nogle små bakker til at stikke, og første gang lykkedes det Karsten at komme med, men ikke anden. Jeg er imidlertid fuldt tilfreds med hans indsats, for vi fik da vist, at vi stadig er med i løbet«, fortæller CSC’s sportsdirektør Kim Andersen. Avancerede til sjettepladsen Sammenlagt avancerede Carlos Barredo til sjettepladsen, og løbet har udviklet sig til en sand succesforestilling for Quick Step, der nåede op på sin tredje etapegevinst. Desuden har holdet foruden Barredo også dennes landsmand Juan Manuel Garate og russeren Alexander Efimkin i top 10. Hollænderen Robert Gesinks Rabobank-tropper sørgede for at holde situationen så meget under kontrol, at det 21-årige stortalents førertrøje aldrig for alvor var i fare. Gesink var i mål med et minus på 2.17 min. og har stadig et forspring på godt et halvt minut til Davide Rebellin (Gerolsteiner). De fem første havde oprindelig været en del af et større udbrud, men med godt 15 km tilbage etablerede de et fælles fremstød, uden at deres tidligere ledsagere kunne svare igen. Foretrækker klassikerne Carlos Barredo var indtil i dag kun noteret for to sejre – på en etape i Asturien Rundt i 2004 og to år efter på én i Tour Down Under, men ikke mindst i store endags løb har han tiltrukket sig opmærksomheden ved sin angrebsiver. Han erkender da også blankt, at klassikerne er hans foretrukne opgaver, og netop den kendsgerning, at han gennem et par sæsoner som en af få spaniere dukkede op i adskillige udbrud på de nordeuropæiske landeveje, var utvivlsomt årsagen til, at han inden sidste sæson fik kontrakt med Quick Step. Paris-Nice er imidlertid ikke det første eksempel på, at han formår at hævde sig i de større etapeløb, og sidste år sluttede han således som nr. 10 i Vuelta a Espana. Han indledte karrieren hos Liberty Seguros i 2004 og var ansat dér, indtil han skiftede til Quick Step. McGee i VM-træningslejr Team CSC sagde allerede tidligt på etapen farvel til australieren Bradley McGee, der forleden gjorde sig bemærket i et langt udbrud uden dog at kunne følge finnen Kjeld Carlström (Liquigas) og franskmanden Clément Lhotellerie (Skil-Shimano) helt til dørs i Saint-Étienne. McGee får nu fri fra landevejsaktiviteterne for at drage i træningslejr i Bordeaux med det australske banelandshold som forberedelse til verdensmesterskaberne i Manchester om to uger. Her stiller McGee op i begge forfølgelsesdiscipliner. Han er tidligere verdensmester både med holdet og individuelt. Ved OL i Athen erobrede han guld med den australske kvartet og sølv ved sin solooptræden. Inden etapen havde to ryttere, som startede løbet med store ambitioner, italieneren Leonardo Bertagnolli (Liquigas) og skotten David Millar (Slipstream), opgivet at fortsætte. Begge havde allerede før strabadserne på Mont Ventoux mistet så meget tid, at deres muligheder for en samlet topplacering var udtømt. Ankomst til Middelhavet I morgen ankommer feltet så til Middelhavet, men inden den helt flade finale i Cannes tilbagelægges 206 kuperede km med udgangspunkt i Sisteron. Der er syv bjergspurter undervejs – fire i 2. og tre i 3. kategori – og den sidste på Col du Tanneron melder sig 20 km fra mål. Det er en etape, som indbyder til angreb, og de foregående sæsoner har det da også været udbrydere, der kunne hyldes som vindere i Cannes. Sidste år gav den nogenlunde tilsvarende udfordring således sejr til spanieren Luis Leon Sanchez (Caisse d’Epargne), der kom alene i mål med et forspring på 28 sek. til en gruppe på cirka 30 ryttere. I de tre foregående udgaver indbragte solofremstød ligeledes succes til Andrey Kashechkin, Joost Posthuma og Alexandre Vinokourov i henholdsvis 2006, 2005 og 2004.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her