Flot dansk facit i Frankrig

Lyt til artiklen

Med to etapesejre og en samlet tredjeplads fik Team Designa Køkken et fornemt udbytte af det franske to dages løb Boucle l’Artois. Martin Mortensen optrådte i dag i førertrøjen efter at have vundet den indledende udfordring i går på 168 km, og hans position forsvaredes på fornem vis, da holdkammeraten Thomas Guldhammer sejrede i massespurten på den første af dagens to halvetaper. »Vi kæmpede også af bedste evne for at bevare den samlede førsteplads på de afsluttende 84 km, men med 35 hold til start var det umuligt at kontrollere alt, hvad der foregik«, fortæller Team Designa Køkkens manager Christian Andersen. »Martin rykkede ned på tredjepladsen, men det overstiger da vores vildeste forventninger, at vi i den grad var med til at præge løbet«. Stærkt tilbage efter uheld 23-årige Martin Mortensen har længe haft en fremtrædende plads i den hjemlige talentskare, og han har således været dansk enkeltstartsmester både som junior og U 23-rytter. »Martin var også i glimrende form fra sæsonstarten, men så blev han ligesom hovedparten af vore ryttere syg under træningslejren i Spanien. Desuden kom han ud for et styrt, da han kørte ind i en hund, så jeg troede faktisk ikke, at han endnu var helt på toppen her i Frankrig«, siger Christian Andersen. »Han beviste imidlertid noget andet, og han fightede til det sidste for sin førertrøje, men måtte se i øjnene, at det på finaleetapen ikke kunne lade sig gøre at lukke hullet op til de førende«. Russisk sejr Løbet vandtes i stedet af russeren Timofey Kritskiy – sølvvinder fra junior VM i 2005 – men Team Designa Køkkenkan ikke alene se tilbage på årets to første sejre i løb på den internationale terminsliste. Resultatet i det nordlige Frankrig indebærer også endnu en særdeles tilfredsstillende høst af ranglistepoint. Hidtil i sæsonen har Jakob Fuglsang været den suveræne topscorer, men nu er andre altså klar til også at bidrage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her