Dødsdømt udbrud gav uventet succes

Lyt til artiklen

Lange, prisværdige udbrud, der indbringer hovedpersonerne både respekt og hædrende omtale, men som munder ud i ingenting rent resultatmæssigt, er hverdagskost i cykelsportens verden. Og dagens 1. etape i Circuit Sarthe på 182 km fra Aizenay til Ligné var uhyre tæt på at levere yderligere et eksempel på et sådant hændelsesforløb, da begivenhederne pludselig tog en uventet drejning. For efter at have været i front omkring 145 km var den tidligere franske mester og indehaver af den gule Tour de France-førertrøje Thomas Voeckler (Bouygues Telecom) og landsmand Anthony Ravard (Agritubel) så tæt på at se deres forsøg tilintetgjort som tænkes kan, da udviklingen med ét formede sig ganske anderledes end forudset. Voeckler overrumplet i finalen Kun 10 sek. skilte feltet fra udbryderne med 17 km til mål, og alt var rettet an til en massespurt, men så gik jagten af uforklarlige grunde fuldstændig i stå. I stedet kunne den førende duo øge forspringet igen – det havde maksimalt været oppe på omkring ni et halvt minut – og minsandten om det så ikke lykkedes den at holde hjem. Heller ikke selve finalen forløb, som de fleste havde regnet med, for Voeckler var anset som den stærkeste af de to, men han blev overrumplet af den 24-årige Ravard, der krydsede målstregen som vinder, mens feltet fulgte seks sek. senere. Fire sejre på to uger Dermed er den unge franskmand på et par uger noteret for fire sejre, eftersom han i slutningen af marts vandt tre etaper i træk i Tour de Normandie. Ellers ligger hans hidtil eneste gevinst tre år tilbage, da han i sin debutsæson som professionel for Bouygues Telecom også slog til på 1. etape i Circuit Sarthe. Efter to år på ProTour-holdet skiftede han til Agritubel, men det er først nu, han for alvor har fået skub i karrieren. Otte ProTour hold til start Circuit de la Sarthe, der sidste år vandtes af Andreas Klöden, som ikke forsvarer sin sejr, selv om hans Astana-mandskab er til start, har deltagelse af 18 firmahold, hvoraf halvdelen har ProTour-status, så der er tale om et ganske velbesat arrangement. Blandt de mest kendte startende er den tidligere Tour de France-vinder Oscar Pereiro (Caisse d’Epargne), som er tilbage efter en kortere skadespause, samt den franske mester Christophe Moreau (Agritubel). Løbet fortsætter i morgen med to halvetaper, hvoraf eftermiddagens 9 km enkeltstart kan få stor betydning for det endelige udfald.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her