Verdensmester slået ud af styrt

Lyt til artiklen

Deltagelsen i Baskerlandet Rundt skulle for den dobbelte verdensmester Paolo Bettini (Quick Step) have udgjort den ideelle forberedelse til klassikerne i Ardennerne senere på måneden, men i stedet sluttede den med en tur på hospitalet. På etapen fra Viana til Vitoria-Gasteiz styrtede den 34-årige italiener på en nedkørsel efter cirka 55 km, og han slog sig så slemt, at han var ude af stand til at fortsætte. Bettini blev transporteret til holdets bus ved målområdet, og herfra gik turen kort efter videre til hospitalet for nærmere undersøgelse af en stærkt smertende ryg.
Håbede på gentagelse fra 2002
»Jeg havde virkelig sat næsen op efter at bruge dette løb som træning med henblik på de kommende store opgaver i Belgien og havde håbet på at få ligeså meget ud af det som i 2002, da jeg vandt Liège-Bastogne-Liège efter at have kørt Baskerlandet«, sagde Bettini til den italienske avis La Gazzetta dello Sport, inden han blev kørt på hospitalet. »Nu føler jeg bare, at jeg er inde i en meget uheldig periode. Det gør virkelig ondt i ryggen, og jeg ved ikke, hvor store problemer, det vil skabe for mig med henblik på de forestående opgaver«. Paolo Bettini havde oprindelig også Flandern Rundt på sit sæsonprogram, men valgte for nogle uger siden at droppe det, fordi han ikke følte sig helt i orden. Det satsede han så på at blive i det spanske etapeløb, men virkeligheden blev en anden. Hentet få meter før stregen Også hans unge landsmand Morris Possoni (Team High Road) havde grund til bitterhed efter den 171 km lange 4. etape i Baskerlandet Rundt. Efter en lang dag i udbrud blev han nemlig fanget få meter fra mål, og den eneste trøst var, at det var holdkammeraten Kim Kirchen som susede forbi til sin anden sejr i løbet. Possoni havde været af sted sammen med landsmanden Dario Cataldo (Liquigas), belgieren Tom Stubbe (Francaise des Jeux, australieren Matthew Lloyd (Silence Lotto) og spanieren Amets Txurruka (Euskaltel). De to førstnævnte måtte slippe, men de tre øvrige fortsatte ufortrødent, selv om feltet kom tættere og tættere på. Endnu da trioen passerede 1-000 meter-mærket, så offensiven ud til at skulle ende succesrigt, men så dalede farten i front lige netop så meget, at forfølgerne nåede op. Possoni åbnede spurten og havde etapen været fem meter kortere, havde han vundet, men nu måtte han tage til takke med andenpladsen efter Kirchen, der bragte antallet af High Roads sæsonsejre op på 14.
Stadig tæt i toppen
Heller ikke denne etape ændrede noget i den samlede stilling, hvor Tour de France-kongen Alberto Contador (Astana) stadig er tre sek. foran Ezequiel Mosquera (Karpin Galacia), mens dennes holdkammerat og vinder af onsdagens etape David Herrero fører an i den gruppe på 22 mand, der har et minus på otte sek. Her befinder også Team CSC’s Fränk Schleck sig, mens det danske mandskab har Bobby Julich og Carlos Sastre blandt de 11 ryttere, der har sat 11 sek. til og besætter pladserne fra nr. 25 og nedefter. I dag var Chris Anker Sørensen igen den eneste CSC’er, som ikke var med hovedfeltet hjem, idet han mistede 3.22 min.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her