Når feltet i forårets sidste klassiker Liège-Bastogne-Liège søndag morgen sendes ud på de 261 km, tæller det en lang række af de navne, der om lidt over to måneder fremstår blandt favoritterne i Tour de France.
Og flere af disse cykelstjerner lægger da heller ikke inden den belgiske styrkeprøve skjul på, at der er sommerens gigantudfordring på de franske landeveje, der har førsteprioritet, mens eventuel succes i den aktuelle opgave vil blive betragtet som en kærkommen sidegevinst.
Således har både australieren Cadel Evans (Silence-Lotto) og spanieren Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne) i de seneste dage klart tilkendegivet, at Touren fylder uhyre meget i deres bevidsthed allerede nu. Valverde klar til at hjælpe
Valverde er endda gået så vidt som til at sige, at han ikke ser sig selv som sit mandskabs stærkeste kort i Liège-Bastogne-Liège, og at han vil være klart til at hjælpe holdkammeraten Joaquin Rodriguez til et topresultat.
Den spanske mester har da også afsløret storform på det seneste, og han ofrede sig i søndags i Amstel Gold Race for Valverde, så tiden er måske kommet for sidstnævnte til at betale tilbage. Cunego begejstret for ny stigning
Et andet af de varme bud på en podieplads i Liège er Amstel-triumfatoren Damiano Cunego (Lampre), og i modsætning til de to rivaler koncentrerede den 26-årige italiener sig udelukkende om den forestående kappestrid, da han mødte pressen.
Det skete umiddelbart efter at han havde stiftet bekendtskab med det meget omtalte nye indslag på ruten, Côte de la Roche aux Faucons, der melder sig som den næstsidste af de 12 stigninger med 20 km til mål.
Og Cunego havde svært ved at skjule sin begejstring over arrangørernes nyeste påhit. Holder øje med Schleck og Evans
»Det er lige en stigning efter min smag, og jeg tror, den får stor indflydelse på udfaldet«, konstaterer Lampre-kaptajnen.
»Jeg forventer, at det er her ryttere som Fränk Schleck og Cadel Evans vil angribe, og jeg har tænkt mig at holde specielt godt øje med de to, fordi jeg anser dem for mine skrappeste konkurrenter«.
»Derimod siger min fornemmelse mig, at Valverde og Davide Rebellin godt kan få problemer lige netop på dette sted, men de vil så få mulighed for at komme op igen på nedkørslen. Og det vil da være en interessant og absolut ikke utænkelig situation, hvis Schleck, Evans, Valverde, Rebellin og jeg har skilt os ud i front og skal dyste i finalen«. Store forventninger til Schleck
Cunegos fremhævelse af Fränk Schleck falder udmærket i tråd med de forventninger, der næres til luxembourger i CSC-lejren.
Og selv om han skuffede i onsdagens Flèche Wallonne, da han blev slået ud af regn og kulde, er hans fremragende indsats i Amstel Gold Race langt fra glemt.
»Fränk er i forrygende form, og jeg ved han satser meget på dette løb, så selv om jeg håber på at kunne følge min egen tilfredsstillende indsats i Flèche Wallonne op med et godt resultat i Liège-Bastogne-Liège, er det overordnede mål at støtte Fränk«, fastslår Nicki Sørensen.
Han udgør sammen med holdkammeraten Chris Anker Sørensen det danske islæt i løbet, og de to slår om to uger også følge, når Giro d’Italia indledes på Sicilien.
CSC, der i Carlos Sastre også møder med en de forventede Tour-hovedpersoner, står generelt stærkt rustet til Liège-Bastogne-Liège med nøjagtigt den samme trup, der kørte Flèche Wallonne. Ved den lejlighed kiksede det i finalen efter en markant indsats undervejs i løbet, men der er grund til at formode, at søndagens optræden vil komme til at minde om den, der er leveret i sæsonens øvrige klassikere, hvor CSC har haft to mand i top 10 i både Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Amstel Gold Race. Verdensmesteren en ukendt faktor
Verdensmesteren Paolo Bettini, der to gange har vundet Liège-Bastogne-Liège, er denne gang en ukendt faktor i det store spil.
Under normale omstændigheder ville han være i forreste favoritgeled, men styrtet i Baskerlandet Rundt for et par uger siden, hvor han brækkede et ribben, gør det vanskeligt at bedømme hans form.
Han har i denne uge gennemført Giro del Trentino, som byder på endnu skrappe stigninger end de, han udsættes for her i Belgien, og ifølge iagttagere gjorde han konstant fremskridt.




























