CSC-trio slap flot fra møde med bjergene

Lyt til artiklen

På en dag, da den 26-årige italiener Gabriele Bosisio (LPR) oplevede karrierens største jubelstund, og favoritterne for første gang prøvede hinanden af, leverede også Team CSC’s dansk-svenske trio Chris Anker Sørensen, Nicki Sørensen og Gustav Larsson beviser på, at de har spændende muligheder for at hævde sig i Giro d’Italia. Bosisio kørte på de sidste syv af de 180 km, som denne 7. etape fra Vasto til Pescocostanco strakte sig over, fra sine ledsagere i det udbrud, der havde varet det meste af dagen. Han krydsede målstregen i 1.454 meters højde med et forspring på 46 sek. til den nærmeste forfølger, hviderusseren Vasil Kiryienka (Tinkoff), mens italieneren Emanuele Sella (CSF-Navigare) fulgte yderligere 16 sek. senere og kunne glæde sig over at have styrket sin føring i bjergkonkurrencen. Di Luca havde bebudet angreb Men med al respekt for de præstationer, de ydede ved det første møde med bjergene i årets Giro, koncentreredes spændingen om udviklingen lidt længere bagude. Sidste års vinder Danilo Di Luca (LPR) havde inden etapen bebudet, at han ville sætte alt ind på at angribe, fordi etapen foregik på hans hjemegn, og han holdt ord. LPR mandskabet satte et voldsomt tempo på den lange, næstsidste stigning og med 17 km tilbage trådte Di Luca an. Kun den spanske Tour de France-konge Alberto Contador (Astana) samt de to italienske Saunier Duval holdkammerater Riccardo Ricco og Leonardo Piepoli formåede at følge ham. Ganske vist kom fremstødet for sent til, at de fire kunne nå at få indflydelse på dysten om etapesejren, men for Di Luca betød det heller ikke så meget, eftersom han havde fået melding om, at holdkammeraten Bosisio var på vej mod sit livs triumf. CSC-ryttere i skrapt selskab Di Luca blev nr. 5 på etapen – også colombianeren Felix Cardenas (Barloworld) fra det oprindelige udbrud kom i mål inden favoritterne – med Ricco umiddelbart efter sig med et minus på 2.04 min. til vinderen, mens Piepoli og Contador tabte nogle sekunder på de afsluttende 100 m. Alle de øvrige topnavne måtte ved målpassagen se sig distanceret med 51 sek. af denne kvartet, og i den efterfølgende gruppe på blot 18 ryttere befandt de to gange Sørensen og Larsson sig i selskab med stjerner som Denis Menchov (Rabobank), Gilberto Simoni (Diquigiovanni) og Franco Pellizotti (Liquigas) samt Astana-duoen Andreas Klöden og Levi Leipheimer. Chris Anker Sørensen blev bedst placeret på etapen som nr. 15 efter et par gange mod slutningen at have prøvet at lægge berømthederne bag sig. Nicki Sørensen og Gustav Larsson blev henholdsvis 20 og 22, og sammenlagt indtager Nicki Sørensen 12.-pladsen med Larsson som nr. 15 og og Chris Anker Sørensen som nr. 18. Tidstabet for de tre er på henholdsvis 8.28 min., 8.39 og 8.55. Skulle have ventet med angreb »Det var en virkelig fin dag for os, men jeg tror, Chris Anker kunne have fået endnu mere ud af det, hvis han havde sparet sine kræfter til et enkelt angreb i stedet for de to, det nu blev til«, vurderer Team CSC’s sportsdirektør Kim Andersen. »Han skulle have ventet til den sidste, tre km lange stigning op mod mål, men han følte, han havde overskud inden, så derfor forsøgte han. Der var bare en nedkørsel, som gjorde det muligt for de andre at komme op igen, og så var der ikke nok tilbage, da han prøvede sidste gang«. »Men det er en detalje, og både han, Nicki og Gustav har da fået moral af den indsats, de ydede i dag. For det var en knaldhård etape, som vel at mærke fulgte lige i kølvandet på et par andre, hvor der også for alvor er blevet kørt cykelløb, så det var en kanonpræstation af de tre, at kunne være med helt fremme«. Forsvarede førertrøjen Italieneren Giovanni Visconti (Quick Step) i den rosa førertrøje var flere gange i vanskeligheder undervejs, men fik glimrende hjælp af først og fremmest verdensmesteren Paolo Bettini. Det lykkedes da også at forsvare positionen, eftersom forspringet på torsdagens etape havde været så overvældende, men det er tydeligt, at Visconti er uden muligheder for at markere sig helt i toppen på længere sig. Foreløbig udbyggede han imidlertid afstanden til sin nærmeste rival, tyskeren Matthias Russ en anelse. Italieneren krydsede nemlig målstregen som nr. 29 med et minus på 3.52 min., mens Russ var yderligere ni sek. bagude, og det er nu disse ni sek., der skiller dem i klassementet. På tredjepladsen følger dagens sejrherre Gabriele Bosisio 5.43 min. efter, mens Danilo Di Luca er rykket op som nr. 4 og med en afstand på 7.27 min. fører feltet af favoritter an i klassementet.
Livlig aktivitet fra første færd
Dagen bød på livlig aktivitet fra første færd, og blandt de mest initiativrige var den 26-årige hviderussiske pointløbsverdensmester Visil Kiryienka, der stak efter otte km og var med i alle de udbrud, der skabtes. Kort efter skilte en gruppe på lidt over 30 ryttere sig ud, hvor Team CSC havde Jens Voigt og Michael Blaudzun med, og det var fra denne, at Kiryienka endnu engang forsøgte sig. Ved ankomsten til den næstsidste store stigning knap 25 km fra mål, havde hviderusseren selskab af den senere vinder Bosisio, Emanuele Sella og dennes holdkammerat Fortunato Baliani samt Felix Cardenas. Piepoli åbnede ballet Bagude var etableret en forfølgergruppe på syv mand, som havde svært ved at reducere afstanden til de forreste, samtidig med at feltet med alle de store navne nærmede sig anført af Saunier Duval og Diquigiovanni. Baliani måtte slippe i den førende kvintet inden toppen, hvorfra der endu resterede 13 km af etapen, men endnu mere interessant var det, at nogle af løbets største navne for alvor begyndte at bekende kulør i forfølgergruppen. Leonardo Piepoli åbnede ballet, og det skulle vise sig at være optakten til et seriøst angreb fra holdkammeraten Riccardo Riccos og Di Lucas side, som splittede det første store felt, og dermed var den medrivende finale indledt. Gode muligheder for udbrud I morgen indledes den 208 km lange 8. etape fra Rivisondoli til Tivoli med en susende nedkørsel, inden det i to tempi går opad mod dagens eneste bjergspurt i 2. kategori i 1.530 meters højde. Derfra er der 151 km til mål, men det er indlysende, at denne tidlige udfordring giver gode muligheder for et udbrud. Selve afslutningen vil nok volde de deciderede sprintere problemer, fordi den stiger de sidste to km. Der er ikke tale om et bjerg, men om en finale -- iøvrigt velkendt fra Tirreno-Adriatico -- der er velegnet til ryttertyper som Bettini, Danilo Di Luca, Ricco og den tidligere indehaver af førertrøjen Franco Pellizotti.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her