Efter at have kæmpet ihærdigt det meste af foråret for at få bugt med en knæskade, der tvang ham til at holde pause i adskillige måneder, må det konstateres, at den 27-årige italiener Daniele Bennati (Liquigas) har genfundet storformen i rette tid.
I dag susedes han således over målstregen i San Vincenzo til sin anden etapesejr i årets Giro d’Italia efter en knivskarp duel med verdensmesteren Paolo Bettini (Quick Step).
Triumfen betød, at han tilbageerobrede førertrøjen i pointkonkurrencen fra landsmanden Riccardo Ricco (Saunier Duval), der har optrådt i den en enkelt dag. Kun små ændringer sammenlagt
I det overordnede Giro-billede medførte denne 218 km lange 9. etape kun minimale ændringer, og italieneren Giovanni Visconti (Quick Step) kan på hviledagen i morgen fryde sig over at være indehaver af den rosa trikot, inden strabadserne genoptages i tirsdag med en enkeltstart på 39,4 km i krævende terræn fra Pesaro til Urbino.
Ganske vist var han ikke med i den gruppe på 34 ryttere, der noteredes i nøjagtig samme tid som Bennati. I spurten opstod nemlig et lille hul, som indebar, at et stort felt på godt 100 mand med så godt som alle de bedst placerede sammenlagt, kom i mål med et minus på fire sek.
Team CSC’s Nicki Sørensen sad med helt fremme som nr. 32, mens alle det danske mandskabs seks andre repræsentanter befandt sig fire sek. bagude. Glæder sig til hviledag
Nicki Sørensen er stadig CSC’s bedste sammenlagt som nr. 11 med Gustav Larsson som nr. 14 og Chris Anker Sørensen som nr. 17.
»Det blev igen en perfekt dag for vort vedkommende, fordi det var helt tydeligt, at sprinterholdene nok skulle tage kommandoen på et tidspunkt«, fortæller Team CSC’s sportsdirektør Kim Andersen.
»Nu glæder rytterne sig til hviledagen, som bl.a. skal bruges til at studere den forestående enkeltstart nærmere. Den er nemlig ikke så ligetil, og specielt den sidste halvdel af ruten er meget kuperet«. Langt to-mands udbrud
Dagens etape prægedes af et langt to-mands udbrud med ukraineren Jurij Krivtsov (Ag2r) og franskmanden Mickäel Buffaz (Cofidis) som hovedpersonerne.
Krivtsov stak, straks løbet blev givet frit, og Buffaz gjorde ham selskab tre km senere. De nåede op på at have omkring 10 minutters forspring, men etapen var så velegnet til en massespurt, at det forekom indlysende, at de ikke ville få held med deres forehavende.
Jagten blev da også organiseret i tide, og efter et halvhjertet forsøg mod slutningen fra Bettinis, Riccos og indehaveren af bjergtrøjen Emanuele Sellas (CSF-Navigare) side på at ændre scenariet, var feltet samlet en halv snes km fra mål. Bennati lukkede af
Team High Road forsøgte at kontrollere finalen for at bringe Mark Cavendish i position til den anden sejr, men det lykkedes aldrig rigtigt. På den sidste km havde Team Milram fronten, men heller ikke denne gang kunne den tyske veteran Erik Zabel leve op til forarbejdet.
I stedet var det Bennati, der drog fordel af Milrams tempo, og han lukkede så hårdt af mod barrieren, at der hverken var mulighed for Cavendish, eller nogen andre til at smutte indenom.
Bettini fightede indædt og var lige ved at fange Liquigas-rytteren, men det blev ved nær ved og næsten, mens australieren Robbie McEwen (Silence-Lotto besatte tredjepladsen.
Sæsonens tredje sejr
For Bennatti, der efter skiftet fra Lampre på grund af sin skade først kunne debutere for sin ny arbejdsgiver i slutningen af april, var det sæsonens tredje sejr på 14 dage, idet han inden Giroen også vandt en etape i Romandiet Rundt.
Sidste sæson noteredes han for i alt ni førstepladser med succesen på Champs-Élysées på sidstedagen af Tour de France som den mest meriterende.
Han vandt yderligere en etape i Touren og ligeledes to i Vuelta a Espana, hvor han desuden sluttede som nr. 1 i pointkonkurrencen. Det var i den spanske rundtur, han udsattes for et styrt, som skulle vise sig at få alvorligere konsekvenser end først antaget.
Han gennemførte udfordringen på den iberiske halvø, men han havde slået sit ene knæ så alvorligt, at det altså siden kostede ham en længere pause. To ryttere på hospitalet
Selv på så forholdsvis fredelig en etape uden voldsomme terrænmæssige udfordringer som dagens indtraf et par voldsomt dramatiske hændelser, som førte til, at to ryttere måtte transporteres til hospital i ambulance.
Først gik det ud over italieneren Filippo Savini (CSF-Navigare), der havde beskadiget det ene ben og forgæves søgte at komme på cyklen igen, og kort efter var det spanieren Bingen Fernandez (Cofidis), der måtte en tur i asfalten og tilsyneladende havde slået ryggen slemt.
Siden styrtede også østrigeren Christian Pfannberger (Barloworld) og colombianeren Luis Filipe Laverde (CSF-Navigare), men de var begge i stand til at fortsætte.
Det betyder, at der er 179 af de oprindeligt 197 startende tilbage i løbet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han var rig. Men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
-
Elisabet Svane har aldrig set noget lignende: »Det er en totalnedsmeltning«
-
Nu falder sort regn over russisk by, og olien fosser ud i havet
-
Han er et indlysende talent. Det er også noget værd
-
»Det er helt sort, og det kommer bag på mig«: Mørket lægger sig over børn og unges nye krav i psykiatrien
-
Vi tog springet fra København og flyttede på landet. Her er det regnestykke, der får det hele til at gå op for mig
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Lige nu
Leder af Marcus Rubin
Klumme af Christian Jensen




























