Både hollænderen Karsten Kroon og Lars Bak ligger også efter 2. etape i Bayern Rundfahrt godt placeret sammenlagt, men noget kunne tyde på, at deres muligheder forringes i den resterende del af løbet.
Og det skyldes, at Team CSC tilsyneladende i øjeblikket er i gang med et lidt for ambitiøst program.
For samtidig med Giro d’Italia og det tyske arrangement er det danske mandskab også med, når det fra på søndag går løs med fire endags løb i USA, og her har det været nødvendigt at anvende tre af de ryttere, som ellers var i gang med den tyske opgave. Kun to hjælpere tilbage
I dag siger Matti Breschel, Lasse Bøchman og André Steensen farvel til Bayern Rundfahrt i utide for at sætte kursen mod USA, og derefter har Karsten Kroon og Lars Bak kun australieren Stuart O’Grady og svenskeren Marcus Ljungqvist til at støtte sig de tre sidste dage i Tyskland.
Nu betyder det ikke så meget i lørdag, når der står enkeltstart på programmet, men både i morgen og søndag, skal CSC’erne sættes deres lid til, at de ikke bliver bragt i alt for mange vanskelige situationer, hvis de skal gøre sig håb om at dyste med om de endelige topplaceringer. Det glippede for High Road
På dagens 219 km lange etape fra Straubing til Neusäss opstod der ikke de store problemer, for der var ikke brug for CSC’s medvirken til at køre et langt udbrud ind.
Det sørgede først og fremmest Team High Road for i satsningen på endnu en sejr til indehaveren af løbets førertrøje Gerald Ciolek.
Feltet blev da også samlet med massespurt til følge, men High Roads planerne lykkedes ikke fuldt ud, eftersom veteranen Olaf Pollack, der efter at have repræsenteret både Gerolsteiner og T-Mobile nu kører for det østrigske Volksbank-mandskab, henviste Ciolek til andenpladsen.
Dermed blev det en herlig dag for 34-årige Pollack, idet han også fik besked om, at han er udtaget til OL i Beijing, hvor han stiller op i parløb på banen.
Alle CSC’ere bortset fra André Steensen, der satte lidt over seks min. til, var med hovedfeltet hjem, og Kroon ligger samlet nr. 3 med et minus på 12 sek. til Ciolek, mens Lars Bak som nr. 17 befinder sig i en gruppe på 20 ryttere, der fra femtepladsen og nedefter alle er yderligere fire sek. bagude. Også massespurt i Belgien
I Belgien Rundt endte den 201 km lange 2. etape fra Eeklo til Tienen også i en massespurt med den 25-årige russer Boris Shpilevsky som en overraskende vinder.
På de sidste kilometer havde Quick Step kontrolleret begivenhederne for at køre Gert Steegmans i position, men efter at være blevet afleveret af Tom Boonen, blev Steegmans lukket inde og måtte nøjes med sjettepladsen.
Australieren Allan Davis lignede en vinder, men han blev overspurtet af de to holdkammerater fra det lille italienske Preti Mangimi-mandskab, Shpilevsky og Marco Zanotti, samt tyskeren Sebastiean Siedler (Skil-Shimano).
Sammenlagt fører onsdagens sejrherre Kenny De Haes (Topsport Vlaanderen) med ét sek. foran Shpilevsky. Løbets eneste danske deltager Frank Høj (Cofidis) er blandt de 70 ryttere, der fra 12.-pladsen og nedefter har et minus på 11 sek.



























