Contador redder førertrøje med fire sekunder

Hviderusseren Vasil Kiryienka vandt dagens Giro-etape efter et 170 kilometer langt udbrud.
Hviderusseren Vasil Kiryienka vandt dagens Giro-etape efter et 170 kilometer langt udbrud.
Lyt til artiklen

Spændingen i årets Giro d’Italia øgedes i dag yderligere, da indehaveren af den rosa førertrøje Alberto Contador (Astana) for alvor udsattes for angreb på den 228 km lange 19. etape fra Legnano til målet i 1.453 meters højde i skisportsstedet Monte Pera. Det var sidste års sejrherre Danilo Di Luca (LPR) og italiensk cykelsports unge himmelstormer Riccardo Ricco (Saunier Duval), der tvang den 25-årige spanske Tour de France-konge helt ud på grænsen af ydeevnen, inden det kunne konstateres, at den samlede førsteplads var i behold med fire sek. til Ricco og 21 til Di Luca. Efter dette drama er der lagt op til en forrygende fortsættelse i morgen, og det synes indlysende, at Ricco og Di Luca atter må forsøge at vinde tid til Contador, fordi denne efter alt at dømme vil besejre begge klart på søndagens afsluttende enkeltstart til Milano. Nicki Sørensen længe i front Etapen vandtes af hviderusseren Vasil Kiryienka (Tinkoff), der havde været i udbrud cirka 170 km og størstedelen af tiden havde haft selskab af blandt andre Team CSC’s Nicki Sørensen, som imidlertid sammen med to andre af hviderusserens følgesvende, englænderen Stephen Cummings (Barloworld) og russeren Alexandre Efimkin (Quick Step), måtte slippe på den næstsidste stigning Presso della Presolana, cirka 15 km fra mål. Nicki Sørensen stred sig i mål som nr. 17 på etapen med et minus på 9.47 til Kiryienka, mens CSC-holdkammeraten Gustav Larsson på 18.-pladsen var yderligere 2.17 min. bagude. Svenskeren tilbageerobrede sin placering som nr. 14 sammenlagt, mens Nicki Sørensen rykkede op som nr. 22. De fem øvrige ryttere på det danske mandskab – Michael Blaudzun, Jens Voigt, Anders Lund, Jason McCartney og Chris Anker Sørensen – kom ind i en stor gruppe på 85 mand, som alle satte 36.53 min. til. Det betød, at Chris Anker Sørensen rykkede ned som nr. 33, mens stadig er på fjerdepladsen i ungdomskonkurrencen. Vildt ridt på nedkørsel I den overordnede Giro-sammenhæng koncentreredes interessen imidlertid om opgøret mellem favoritterne, der tog sin begyndelse på nedkørslen fra dagens første stigning Passo del Vivione. Her kastede specialisten i de halsbrækkende ridt ned fra tinderne Paolo Savoldelli sig med godt 40 km til mål ud i en voldsom satsning med holdkaptajnen Danilo Di Luca på hjul, mens Vincenzo Nibali (Liquigas) var den eneste, der formåede at følge dem. Di Luca var inden etapen på sjettepladsen 2.18 min. efter Contador, men med Paolo Savoldellis fantastiske slid øjnedes pludselig en mulighed for, at spanierens forspring kunne elimineres. Ricco til angreb Contador havde hjælpe af Andreas Klöden og Antonio Colom, men det var LPR-duoen, der var stærkest i denne dyst, og på et tidspunkt lignede Di Luca løbets ny førstemand, selv om han blev overladt til sig selv, da Savoldellis kræfter var brugt op. Også Contador måtte på den afsluttende stigning op mod målet klare sig selv, og det var her, 24-årige Riccardo Ricco, der kun havde et minus på 41 sek. til spanieren, greb ud efter lykken. Han forcerede med cirka fem km tilbage, efter at bjergkongen Emanuele Sella (CSF-Navigare) et par gange havde forsøgt sig, og ingen formåede at følge ham. Intern italiensk magtkamp Contador kunne prise sig lykkelig over, at den interne italienske magtkamp om topplaceringerne ikke tillod Ricco at få for stort forspring. Både Franco Pellizotti (Liquigas) og Sella søgte at mindske afstanden, og spanieren selv pressede sig også til det yderste, men lige til det allersidste var der tvivl om, hvorvidt førertrøjen ville skifte ejermand. Ricco passerede målstregen som nr. 5, men ligesom italieneren spurtede også Contador vildt de sidste meter og reddede altså lige netop sin position med fire sekunders forspring. Dagens store taber var den tidligere dobbelte Giro-triumfator Gilberto Simoni (Diquigiovanni), der inden etapen lå nr. 3, men tabte godt seks minutter til gruppen med Contador og dumpede ned på tiendepladsen sammenlagt. Syv mand i udbrud Etapen indledtes i rasende tempo, og på den første time var der tilbagelagt lidt over 50 km. Trods den høje hastighed lykkedes det syv mand at slippe fri efter godt 50 km, og manden, der tog intitiativet til den langvarige offensiv, var italieneren Giario Ermeti (LPR). Han fik kort efter følgeskab af landsmanden Gabriele Missaglia (Diquigiovanni), russeren Alexander Efimkin (Quick Step), Vasil Kiryienka samt Nicki Sørensen, og ligeledes nåede Stephen Cummings og hviderusseren Kanstantin Siutsou (High Road) at få tilslutning, mens det glippede for den ene af de to tilbageværende Gerolsteiner-ryttere tyskeren Sven Krauss. Den bedst placerede af de syv sammenlagt var Nicki Sørensen, der som nr. 34 havde et minus på 33.25 min. inden etapen, og dermed bekymrende denne jagt på hæder ikke topnavnene i den samlede stilling. Forspring på 22 min. På det lange flade stræk frem mod Passo del Vivione oparbejdede septetten et forspring på lige ved 22 min. men undervejs op til toppen i 1.828 meters højde måtte Cummings, Missaglia og Siutsou midlertidigt opgive at følge de øvrige. De tre kom dog op igen på nedkørslen, mens feltet med favoritterne noteredes for et minus ved bjergspurten på 16 min med 55 km til mål. I førergruppen skilte Kiryienka, Cummings, Efimkin og Sørensen sig ud, da det begyndte at gå opad på dagens næstsidste stigning Passo della Presolana. Her fik Kiryienka maskinskade, men kæmpede sig i front igen og efter at have set virkelig stærk ud hele dagen, sagde han farvel til kollegerne med 15 km tilbage. Hviderusseren, der for to måneder siden blev verdensmester i pointløb på velodromen i Manchester, havde i mål et forspring på 4.36 min. til Di Luca, mens Efimkin og Cummings lige netop holdt hjem foran Ricco. Giroens højeste punkt I morgen står der 224 km fra Rovetta til Tirano på programmet. Efter en lille nedkørsel fra startbyen melder det lange, seje træk sig op mod Giroens højeste punkt Passo Gavia 2.618 meter over havets overflade. Stigningen er opgjort til 16,5 km, men reelt er den tre gange så lang, selv om procenterne indledningsvis er beskedne. Fra toppen, der ligger 117 km fra mål, venter en nedkørsel på 55 km, hvorefter det mindre, men væsentligt stejlere Passo del Mortirolo står på programmet. Dermed er prøvelserne imidlertid ikke slut, for løbets sidste bjergspurt i Aprica med 16,7 km tilbage skal overstås, inden det går i susende fart mod målet. De sidste knap fem km stiger det let frem mod opløbet i Tirano.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her