Som blot den anden spanier i cykelhistorien hyldedes Alberto Contador i dag som vinder af Giro d’Italia efter den 28,5 km lange enkeltstart fra Cesano Maderno til Milano. Selv om han gik ind til den afsluttende opgave med så beskedent et forspring som fire sek. til italieneren Riccardo Ricco (Saunier Duval), var succesen aldrig i nærheden af at være truet. For ganske som ventet viste Contador sig som en klart bedre temporytter end sin nærmeste rival, og da spanieren krydsede målstregen som nr. 11 på etapen efter den italienske sejrherre Marco Pinotti (High Road) kunne det konstateres, at afstanden til Ricco i det samlede klassement var øget til 1.57 min. I Indurains hjulspor I 1992 og 1993 satte spansk landevejscyklings største navn gennem tiderne Miguel Indurain konkurrenterne til vægs på de italienske landeveje, samtidig med at han i 1991 havde indledt sit herredømme i Tour de France. Men selv om Contador også strøg først til tops i det franske etapeløb, får han ingen mulighed for at efterligne sin berømte forgænger og landsmands sejrsserie. Det har Tour-arrangørerne sørget for ved at udelukke spanierens Astana-mandskab fra deltagelse i år, så Contador må vente en sæson med at jagte sin anden gigantiske triumf i Frankrig. Kan også vinde Vueltaen Til gengæld har han så formået at imponere i Italien, og det er langt fra utænkeligt, at han om knap fire måneder også kan kalde sig vinder af Vuelta a Espana. Ganske som Giroen indgik rundturen på hjemmebane ikke oprindeligt i Contadors planer, men efter at det stod klart, at Tour de France måtte stryges af programmet, føjedes Vueltaen til som et af de allerstørste mål i år. Han viste kun ganske få svaghedstegn undervejs i Giroen, selv om Astana først i 11. time fik besked på, at holdet var taget til nåde af de italienske arrangører. Startede afventende Mange havde forudset, at Astana ville forsøge at kontrollere løbet fra start, men i erkendelse af at rytterne kun havde haft ganske kort tid til at forberede sig på det krævende job, valgtes en afventende rolle. Til gengæld var holdet klar, da Contador overtog den rosa førertrøje på 15. etape, selv om det var tydeligt, at kollektivet ikke var tilnærmelsesvist så stærkt, som det sædvanligvis opleves med Astana. Således formåede Levi Leipheimer aldrig for alvor at støtte spanieren i en udstrækning, som amerikanerens klasse ellers kunne lade formode, mens Andreas Klöden fungerede glimrende, indtil han udgå på grund af sygdom i går. Den væsentligste assistance fik Contador fra landsmanden Antonio Colom, men altafgørende blev det, at han i lørdagens ultimative slag i bjergene selv havde fuldstændig kontrol over situationen. Tæt kamp om tredjepladsen Stik mod sædvanen formåede ingen af de topplacerede sammenlagt at hævde sig på enkeltstarten med Contador som den væsentlige undtagelse. Italieneren Marzio Bruseghin (Lampre), der erobrede tredjepladsen i går, var blandt favoritterne til etapesejren, men var ligesom konkurrenterne hårdt mærket af strabadserne i bjergene. Der var anet visse muligheder for, at han måske ville kunne true Riccos andenplads, men Bruseghin fik rigeligt at gøre med at forsvare sin position på podiet. Han blev nemlig kun nr. 28 på etapen, og Franco Pellizotti (Liquigas), der blot var fem sek. efter landsmanden, var to sek. fra at snuppe placeringen som nr. 3. Der skete dog et par ændringer i top 10, idet russeren Denis Menchov (Rabobank) overtog femtepladsen fra bjergkongen Emanuele Sella (CSF-Navigare), ligesom belgieren Jurgen van den Broeck (Silence-Lotto) rykkede op som nr. 7 i stedet for Danilo Di Luca (LPR). Dobbelttriumf for High Road Ved de to mellemtider undervejs førte russeren Mikhail Ignatiev (Tinkoff), men den 32-årige italiener Marco Pinotti, der sidste sæson kørte fire dage i den rosa førertrøje, havde disponeret bedre med kræfterne. I mål var han syv sek. hurtigere end holdkammeraten, den tyske nyprofessionelle Tony Martin, mens Ignatiev blev slået med 10 sek. Pinotti er regerende italiensk mester i enkeltstart – en titel han fik overdraget, da den oprindelige vinder Luca Ascani afleverede en positiv dopingprøve. Pinotti sikrede sig også den nationale titel i 2005 og har desuden opnået yderligere tre sejre, men der er næppe tvivl om, at dagens gevinst er karrierens fornemste. Det var samtidig sejr nr. 28 til Team High Road i år – eller ni flere end det næstbedste mandskab Quick Step. Jens Voigt nr. 10 Team CSC sluttede Giroen af med en tiendeplads på enkeltstarten til Jens Voigt, der blev slået med 33 sek. af Pinotti og således placerede sig lige foran Contador. Også Michael Blaudzun klarede sig fint som nr. 17 og det danske mandskabs næstbedste, og det kan meget vel indikere, at han ved de nationale mesterskaber om en lille måned i Faaborg har gode chancer for endnu en guldmedalje i disciplinen. Derimod formåede den sædvanligvis stærkeste temporytter i den aktuelle CSC-trup, svenskeren Gustav Larsson, ikke at sætte punktum med et topresultat. Ligesom flere af de andre bedst placerede i det samlede klassement havde han det svært, og det blev kun til en placering som nr. 43 slået med tre sek. af Chris Anker Sørensen, der som nr. 40 noteredes for et minus på 1.56 min. til Pinotti. Det ændrede dog ikke på, at Gustav Larsson bevarede sin overordnede 14.-plads, Chris Anker Sørensen blev nr. 28, Nicki Sørensen nr. 34, Jens Voigt blev nr. 53, Michael Blaudzun nr. 62, Jason McCartney nr. 95 og Anders Lund nr. 102 af de 141 fuldførende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Tumult ved 1.maj-tale i Fælledparken
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























