Gul jubel med truende skygger

Lyt til artiklen

Jublen var overvældende, da 23-årige Matti Breschel for anden dag i træk strøg sejrrigt over målstregen som etapevinder i Post Danmark Rundt. Til forskel fra døgnet inden var han denne gang iklædt den gule førertrøje og tog dermed yderligere et skridt mod at vinde den største hjemlige cykelbegivenhed, som den første dansker, siden Jakob Piil præsterede det i 2002. Men i kølvandet på begejstringen over præstationen på kongeetapen fra Padborg til Vejle dukkede også markant truende skyer op på den succeshimmel, der netop nu hvælver sig over Team CSC Saxo Banks aktuelle frontfigur.
Forfølgerne hurtigere på enkeltstart
For to sekunder efter Breschel kæmpede den tidligere U 23-verdensmester i mountainbike, Jakob Fuglsang (Team Designa Køkken) og hollænderen Tom Stamsnijder (Gerolsteiner) sig til vejs ende på de 199 km. Med henblik på fortsættelsen var det nok så væsentligt, eftersom de nu i det samlede klassement også er Matti Breschels nærmeste rivaler med minus på henholdsvis 19 og 21 sek. Og umiddelbart synes de også at stå stærkere rustet til den 14,5 km enkeltstart, som lørdag aften i Kerteminde efter alt at dømme afgør, hvem der søndag skal hyldes øverst på sejrsskamlen på Frederiksberg Allé.
Vil prøve at sikre sig bonussekunder
»Det er svært for mig at vurdere, om mit forspring rækker til også at vinde løbet, men foreløbig er jeg bare lykkelig for, at jeg har sikret mig endnu en sejr«, siger Matti Breschel. »Jeg har ikke kørt ret meget mod Jakob, så jeg har svært ved at vurdere hans styrke. Til gengæld kender jeg Tom Stamsnijder udmærket, eftersom vi konkurrerede meget mod hinanden som U 23-ryttere, da han kørte for Rabobanks continental team, og jeg ved, han bliver meget farlig. Det kan da godt være, at jeg skal se, om jeg kan sikre mig nogle bonussekunder på formiddagens etape, så jeg står lidt bedre rustet i aften«. Fuglsang prøvede at ryste Breschel af Team Designa Køkkens manager Christian Andersen fremhævede allerede inden starten på Post Danmark Rundt Jakob Fuglsang som holdets stærkeste kort i det samlede klassement, og nu er den 23-årige jyde, der umiddelbart efter morgendagens finale sætter kursen mod OL i Beijing for at køre mountainbike, meget tæt på at indfri forventningerne. »Jeg havde da håbet på at kunne snuppe etapesejren, men da jeg ikke kunne ryste Matti af, hverken på nedkørslen inden den sidste stigning, eller da det gik opad mod målet, vidste jeg godt, at han sandsynligvis ville vinde spurten«, fortæller Jakob Fuglsang, der modtog lykønskninger efter bedriften, som ikke efterlader megen tvivl om, at der hos Team Designa Køkken hersker en stærk tro på, at han i dag kan overtage den gule førertrøje. »Det er helt sikkert, at jeg nu er ekstra motiveret, og at jeg vil give alt, hvad jeg har i mig, på enkeltstarten. Men selv om det skulle lykkes at overtage førstepladsen lørdag aften, føler jeg mig på ingen måde sikker på, at det er ensbetydende med den endelige gevinst«

»Det kan meget vel vise sig, at så få sekunder skiller de bedste i toppen efter tempokørslen, at bonusspurterne på søndags etape kan komme til at spille en meget væsentlig rolle. Så jeg kan da sagtens forudse, at spændingen holder sig lige til det sidste«, siger Jakob Fuglsang. På vej til at kvitte mountainbiken OL-starten i mountainbike kan i øvrigt blive Jakob Fuglsangs sidste store optræden i den terrængående disciplin på den internationale scene, for de planer om en professionel landevejskarriere, som længe har ulmet, synes nu meget tæt på at blive en realitet. »Der er forhandlinger i gang til flere sider, og jeg vil da betragte det som sandsynligt, at jeg næste år forsøger mig på et højere niveau på landevejen. Og måske begynder jeg allerede på prøve her til efteråret. Jeg har en manager til at varetage mine interesser, men selv om det ser meget lovende ud, kan jeg jo ikke sige, at noget er sikkert, før der foreligger en underskrevet kontrakt«, konstaterer Jakob Fuglsang. Skrap 21 procent-stigning Dagens etape formede sig fuldstændig på Team CSC Saxo Banks betingelser – i hvert fald lige indtil det viste sig, at ryttere som Jakob Fuglsang og Tom Stamsnijder kunne følge Matti Breschel til dørs og dermed sikre sig en gunstig udgangsposition til det videre forløb. Et seksmands udbrud prægede det meste af etapen, men det førende danske mandskab havde hele tiden kontrol over begivenhederne, hvilket betød, at løbet i realiteten først blev givet frit, da feltet nåede ind på den afsluttende 5,6 km lange rundstrækning med den skrappe 21 procents stigning på Kiddesvej som det eksplosive klimaks. Her satte Matti Breschel med støtte af Chris Anker Sørensen en offensiv ind, men det lykkedes Jakob Fuglsang at få tilslutning takket være en enorm sliderindsats af veteranen Allan Johansen, mens feltet i øvrigt splittedes voldsomt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her