Når verdens i øjeblikket stærkeste cykelnation, Spanien, søndag 28. september i Varese skal søge at føje VM-guldet til de fornemme triumfer, der allerede er hjemført i denne sæson, bliver det uden Tour de France-vinderen Carlos Sastre (Team CSC Saxo Bank).
Og årets Giro d’Italia-sejrherre Alberto Contador (Astana), der i øjeblikket er på sikker kurs også mod førstepladsen i Vuelta a Espana, må affinde sig med en rolle, der nok er central, men ikke synes at åbne mulighed for personlig succes.




























