Efter adskillige måneders venten kommer der omsider atter gang i den tidligere danske Tour de France-bjergkonge Michael Rasmussens dopingsag.
Den internationale sportsdomstol, CAS, i Lausanne har nemlig nu indkaldt den 34-årige klatrespecialist til høring 14. november og dermed er der udsigt til, at han inden årsskiftet kan imødese en endegyldig afgørelse på affæren.



























