Farvel til de hjemlige kødgryder og goddag til en helt ny tilværelse på egen hånd i udlandet. Den markante omvæltning i dagligdagen melder sig nu for tre af dansk idræts mest succesrige udøvere i det forløbne år som led i bestræbelserne på at høste endnu mere hæder på den internationale scene.
Det er tre af de olympiske sølvvindere i 4 km holdforfølgelsesløb, Casper Jørgensen, Michael Mørkøv og Alex Rasmussen, der har valgt at følge adskillige andre danske cykelrytteres eksempel gennem tiderne, idet de nu slår sig ned i Luxembourg.



























