Godt seks timer efter, at holdkammeraten Juan José Haedo på 1. etape af det argentinske Tour de San Luis havde måttet tage til takke med andenpladsen, var også Team Saxo Banks australske veteran Stuart O’Grady meget tæt på triumf i Tour Down Under.
Den 140 km lange færd fra Norwood til Mawson Lakes i sæsonens første ProTour-arrangement sluttede i en massespurt, og her fik sidste års vinder André Greipel effektfuld revanche for nederlaget i søndagens gadeløb Cancer Council Classics.




























