Taget i Manchesters National Cycling Center var ved at lette, da et eksplosionsagtigt begejstringsbrøl ledsagede den 32-årige skotte Chris Hoys forrygende og guldbringende VM-præstation i finalen mod franskmanden Kévin Sireau i banecyklingens klassiske disciplin, sprint.
Nok har briterne efterhånden vænnet sig til triumfer på velodromerne, og de havde da også allerede tidligere på aftenen haft anledning til at juble over yderligere en guldmedalje i kvindernes holdforfølgelsesløb, hvilket betyder, at værtsnationen er oppe på seks VM-titler efter de første tre af de fem konkurrencedage.




























