Bortset fra den affære med den østrigske Katusha-rytter Christian Pfannberger som hovedperson, der afsløredes få dage inden starten på Giro d’Italia, har den italienske cykelrundtur hidtil været forskånet for dopingsager. Pfannbergers forseelse, der afsløredes ved en test uden for konkurrence i slutningen af april, kostede ham deltagelsen i Giroen og har altså som sådan intet med det italienske arrangement at gøre. Men de aktiviteter med anvendelse af diverse ulovlige metoder, der tilsyneladende har udfoldet sig i rigt mål i nabolandet Østrig, kaster alligevel skygger over begivenheden. Rabobank klar til at samarbejde For de over et år gamle beskyldninger om, at en række af det hollandske Rabobank-mandskabs topnavne med den aktuelle indehaver af den rosa førertrøje Denis Mentjov i spidsen, tilbage i 2006 skulle have været involveret i et større bloddopingprogram i Wien, dukker nu op til overfladen igen. Foruden Mentjov nævnes også russerens daværende danske holdkammerat Michael Rasmussen samt hollænderne Michael Boogerd, Joost Posthuma, Pieter Weening og Thomas Dekker i den forbindelse. Rabobank bekræfter, at holdet har fået en henvendelse fra de østrigske myndigheder, samt at holdet er villig til på alle måder at samarbejde omkring opklaringen. Mentjov: Jeg har intet at skjule En tilsvarende holdning giver Denis Mentjov udtryk for, uden at russeren virker synderligt påvirket af, at denne sag nu atter bringes frem. »Jeg er fuldstændig rolig, for jeg har intet at skjule«, fastslår Mentjov, der i øvrigt også nævntes som en af de implicerede, da den spanske dopingskandale Operacion Puerto for tre år siden afsløredes, uden at der på noget tidspunkt er dukket den mindst form for bevis op i den sammenhæng. »Hvis der er nogen i Østrig, som ønsker at tale med mig om disse påstande, står jeg til rådighed, men nu har jeg lige et job, jeg skal have gjort færdig først«. Lang klatretur straks fra start I dag udsættes den 31-årige russers position i Giroen næppe for de store sportslige trusler, for den 182 km lange 18. etape fra Sulmona til Benevento vil givetvis for hovedpersonerne i det samlede klassement byde på stilhed før morgendagens storm med den sidste målpassage på et bjerg. Ganske vist sendes feltet direkte efter starten i Sulmona ud på en 15,4 km lang klatretur op mod dagens eneste bjergspurt på Piano delle Cinque Miglia i 1.277 meters højde, men den stigning synes først og fremmest at kunne bane vejen for et langt udbrud bestående af ryttere, der har udspillet deres rolle sammenlagt. Appellerer til sprinterne Om en sådan offensiv så ender succesrigt, er en anden sag, for den resterende del af etapen appellerer helt oplagt til, at de tilbageværende sprintere får lejlighed til at udfolde sig i forreste række ved finalen i Benevento. Godt nok er opløbsstrækningen let stigende, men det burde ikke volde de skrappe afsluttere problemer. Og det var da også en af disse, australieren Robbie McEwen, der triumferede, senest Giroen gjorde stop i Benevento i 2002. Cavendish og Petacchi har domineret De massespurter, Giroen hidtil har budt på, har været domineret af den engelske himmelstormer Mark Cavendish (Columbia) og den italienske veteran Alessandro Petacchi (LPR) med henholdsvis tre og to sejre. Cavendish har længst forladt løbet for at holde pause og derefter koncentrere sig om forberedelserne til Tour de France, mens den 35-årige Petacchi ufortrødent kæmper videre. Afviser rygte om holdskifte Under Giroen er der verseret kraftige rygter om, at italieneren står umiddelbart foran et holdskifte med henblik på at bringe ham til start i Touren, men de to mandskaber, der har været nævnt som mulige købere, Silence-Lotto og Quick Step, afviser kategorisk, at det skulle have noget på sig. Petacchi har siden sin personlige succes tidligt i løbet vist sig som en slidstærk del af det LPR-kollektiv, der har satsningen på Danilo Di Lucas samlede resultat som det overordnede mål. Men i dag skulle der være mulighed for, at han oplever yderligere en jubelstund. Allan Davis jagter også den store gevinst Foruden Cavendish har også blandt andre amerikaneren Tyler Farrar (Garmin), som Petacchi i flere af spurterne har haft så intense opgør med, at det har udløst hidsige verbale bataljer, sagt løbet farvel. Tilbage af de specialister, der kan udfordre Petacchi, er først og fremmest australieren Allan Davis (Quick Step), som foreløbig har drevet det til fem top 5 placeringer, men altså lige mangler den store gevinst. Mentjov på vej mod førstepladsen på ranglisten Til gengæld har Davis scoret så mange point, at han reelt har passeret tyskeren Heinrich Haussler (Cervélo) på verdensranglisten. Den status ændrer sig imidlertid igen, når regnskabet gøres endeligt op efter Giroen, for så vil Mentjov, hvis han fører det italienske felttog vellykket til ende, toppe også det globale hierarki.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























