Den danske cykelrytter Michael Rasmussen blev udsat for negativ særbehandling, da han i 2007 blev udelukket fra Tour de France og således snydt for sejren i verdens største etapeløb.
Det konstaterer en professor i idræt ved Aarhus Universitet. »Hvis Michael Rasmussen havde været englænder, havde han aldrig haft et problem. Det er et faktum. Så havde han vundet Tour de France i 2007 og været 30-40 millioner rigere i dag«, siger Verner Møller, der har gransket forløbet op til Michael Rasmussens udelukkelse i et forskningsprojekt, der præsenteres på en konference i Århus i dag. Michael Rasmussen blev suspenderet af sit hold, Rabobank, efter at det var kommet frem, at danskeren havde fået advarsler for forkerte og for sent indleverede oplysninger om opholdssteder, de såkaldte whereabouts, til den internationale cykelunion.



























